En ny, schweizisk fond skal bruge køn som kriterium for at investere i virksomheder - Ingen kvinder, ingen penge. En god idé, mener ErhvervsKvinder, men vi skal meget længere end det.
26. oktober 2009, 13:44 – opdateret 26. oktober 2009, 14:19
Et godt initiativ baseret på sund fornuft. Sådan beskriver forkvinden for foreningen ErhvervsKvinder, Charlotte Pontoppidan Vest, initiativet bag en ny, schweizisk investeringsfond, der udelukkende skal investere i virksomheder med kvinder i toppen.
”Hvis man kigger på, hvilke virksomheder, der klarer sig bedst, så kan man se, at det er dem med kvinder på topposter,” siger Charlotte Pontoppidan Vest.
Hun bakkes op af en analyse af 5000 danske virksomheder fra 1993 til 2003, som viser at virksomhederne med både kvinder og mænd i toppen klarede sig op til 15 procent bedre end de mandsdominerede.
Men det stopper ikke her. Vi er nødt til at gå længere, mener forkvinden.
Kvoter er vejen frem
”For for alvor at kunne rykke udviklingen med flere kvinder i erhvervslivet frem, skal vi have en kvoteordning. Fonden er ikke nok alene,” siger Charlotte Pontoppidan Vest og drager en parallel til Norge.
Her fik virksomhederne to år af staten til at få flere kvinder ind i bestyrelserne. Først da forslaget blev gennemtvunget ved lov kunne man se resultater.
ErhvervsKvinder foreslår at det bliver bestemt ved lov, at der skal være minimum 40 procent af hvert køn i alle bestyrelser.
Men med jeres kvoteforslag risikerer mænd, der er bedre egnet, at blive vippet af pinden af kvinder, fordi virksomheden skal opfylde sin kvote…
”Det er klart, at der enkelte steder vil være en mand, der må vige pladsen for en lige så god kvinde, men generelt, vil det betyde, at en lang række bedre kvalificerede kvinder kommer frem på topposterne,” siger Charlotte Pontoppidan Vest.






























































