Banker, der er i en god gænge, men har problemer med for eksempel likviditeten, er fortsat salgbare, og de er blevet for billige.
15. september 2008, 09:18
Det er vurderingen fra bankeksperten Bjarne Jensen oven på mandagens bankhandler, hvor Nykredit tilbyder at købe Forstædernes Bank og Handelsbanken vil købe Lokalbanken i Nordsjælland.
- Danske banker er blevet for billige. Så længe vi har at gøre med pengeinstitutter, der er i god gænge, er de blevet for billige. For Forstædernes Bank handler det om finansiering. For Lokalbankens vedkommende handler det om en god beliggenhed, og de er ikke ude på glidebanen på nogen som helst måde, siger han.
Også når man se på resultaterne af Roskilde Bank, hvor aktionærerne står til ikke at få noget og i Bank Trelleborg, hvor aktionærerne fik lidt ud af det, er priserne her tæt på det dobbelte og mere end det dobbelte af børskursen fredag, virker priserne på bankerne fornuftige.
- Når du sidder med en erfaring fra Trelleborg og Roskilde, så er det, der her er sket, fornuftigt, vurderer Bjarne Jensen.
RB-Børsen

































