Håber at lukke i 2012
1. august 2010, 16:23 – opdateret 1. august 2010, 16:26
Blæsten om nordjyske EBH Bank har været hård.
Først satsede banken på ejendomsmarkedet og lånte i stor stil ud til ejendomsinvestorer uden for nærområdet, hvilket kostede store nedskrivninger og pr. 28. november 2008 livet som selvstændig bank. Siden har der været undersøgelser i banken. Det har ført til, at bankens tidligere ledelse er anmeldt til politiet og kan se frem til sager om erstatningsansvar, kursmanipulation og mandatsvig.
»Det er i politiets hænder, og det har ikke noget med vores arbejde i dag at gøre,« siger bankens nuværende bestyrelsesformand Ole Jørgensen.
Siden Finansiel Stabilitet overtog banken, er filialnettet solgt til andre banker. Samtidig forventer banken at have afviklet de fleste private kundeforhold inden udgangen af 2010. Den overordnede målsætning er at aflevere banklicensen ved udgangen af 2012.
»Det er ikke det samme som, at alle erhvervsengagementer er fuldstændigt afviklede, men vores målsætning er, at vi ikke skal drive bank mere på det tidspunkt,« siger Ole Jørgensen.
Derfor handler det nu om at forhandle og følge de tilbageværende kunder og på alle måder arbejde for at få flyttet kunden over i et andet pengeinstitut, så snart det er muligt f.eks. på grund af forbedrede konjunkturer på boligmarkedet.
»Det er klart, at jo længere vi kommer, jo tungere kunder er det at få flyttet, men arbejdet skrider stille og roligt fremad. Der er kunder, som finder nye pengeinstitutter hver eneste dag,« siger bestyrelsesformand Ole Jørgensen.






























































