Tryg er det eneste selskab med fremgang i præmieindtægterne i 2009, mens Codan er det eneste selskab med lavere udgifter i forhold til indtjeningen. Men der er også ros til Topdanmarks lave omkostningsprocent.
10. marts 2010, 05:01
Selv om Topdanmark går fra røde regnskabstal på bundlinjen i 2008 til at folde sig ud som en smuk rose med et overskud på 1,4 milliarder kroner i 2009, er der torne at rive sig på i det regnskab, som blev offentliggjort i går.
Udgifternes andel af indtægterne galopperer nemlig derudaf med en fart, der ville gøre selv Michael Schumacher i sin nye Formel 1-racer misundelig.
I 2008 havde Topdanmark udgifter for lidt over 82 kroner, hver gang selskabet tjente 100 kroner, men det tal er vokset til 91 kroner i 2009. I TrygVesta er udgifternes andel af indtægterne kun steget fra 89 til 92 kroner.
TrygVesta kan forklare de højere udgifter med en offensiv vækststrategi i Sverige og Finland, hvor selskabet med stor appetit er i fuld gang med at spise markedsandele.
»Den undskyldning har Topdanmark ikke, for selskabet er kun aktivt på det danske marked,« siger Stig Nymann, analysechef i Lån & Spar Bank.
Bedst ser udviklingen ud hos Codan, som sidste år kunne nøjes med at bogføre udgifter for 86 kroner for hver 100 krone, kunderne betalte for deres forsikringer. Tallene for Codan, som er ejet af engelske Royal & SunAlliance, kan dermed iføre sig den gule førertrøje i disciplinen at have lave omkostninger i forhold til indtægterne:
»Som tallene indikerer, er Codan vinderen,« siger Jyske Banks aktieanalytiker, Christian Hede.
Agterud finder vi igen i år Alm. Brand Forsikring. Selskabet med hovedsæde på Midtermolen på Østerbro kan kun lægge to kroner til side hver gang, kunderne indbetaler 100 kroner.
Som eneste selskab øger TrygVesta præmieindtægterne - fra 16,6 til 17,4 milliarder kroner. Her må de tre andre selskaber konstatere, at præmieindtægterne skrumper - i Codan med lidt over én milliard kroner til 14 milliarder kroner eller et fald på 7,3 procent.
Topdanmarks indtægter falder 3,5 procent:
»Det skyldes blandt andet, at Topdanmark sænkede priserne sidste år. På den korte bane er det lig med lavere indtjening, mens det på sigt gerne skulle føre flere kunder med sig,« siger Christian Hede.
Umiddelbart tyder intet på, at Topdanmark vinder forsikringsmesterskabet i 2010:
»De skal helst have en præmievækst på fire til fem procent for at holde omkostningsniveauet. Og det har vi ikke set de seneste par år,« siger Stig Nymann.
Han tøver dog ikke med at anbefale Topdanmark-aktien:
»Nej. Kigger du på den rene omkostningsprocent renset for skadesudbetaling, klarer selskabet sig godt. Samtidig er strategien gennemskuelig og forståelig,« siger Stig Nymann.
Overordnet består alle forsikringsselskaberne i 2009:
»Topdanmark, TrygVesta og især Codan har haft en meget rentabel forsikringsdrift også i 2009. Selv Alm. Brand Forsikring tjener penge, og krisen taget i betragtning er det faktisk godt gået,« siger Christian Hede fra Jyske Bank.































