21. september 2008, 05:00

Tirsdag den 29. oktober 1929. Det er en af de mest sorte dage i verdenshistorien. USA’s aktiemarked på Wall Street går i coma. Kurserne styrtdykker på så dramatisk vis denne ene dag, at det endnu i dag står som et lysende symbol på den værste økonomiske krise, verden nogensinde har oplevet.

Tragedien indtraf, netop som alt på overfladen så fantastisk ud. Det amerikanske samfund havde gennem 1920’erne oplevet massiv fremgang. Velstanden voksede med ekspresfart, troen på fremtiden var større end nogensinde før, og penge væltede ind i aktier, fordi renten var lav og optimismen i top.

Det var dengang, Hollywood blev et fænomen med Charlie Chaplin i spidsen, mens de hvide sportsgrene - tennis, golf og sejlads - gjorde sit indtog. Biler blev almindelige i gadebilledet, og noget så epokegørende som elektriciteten holdt sit indtog i private hjem.

Men høj optimisme blev pludselig afløst af dyb pessimisme. Nedturen på det amerikanske aktiemarked var ikke i sig selv den udløsende faktor. Det var blot det synlige tegn på, at det længe var gået helt galt på en lang række områder, ikke mindst i banksystemet, hvor tab og dårlig ledelse ét sted, lynhurtigt var i stand til at sprede sig til andre steder. Næsten som det også ses nu.

Den aktuelle penge- og finanskrisen sammenlignes i det hele taget hyppigt med panikken for snart 80 år siden.

»Dette er det værste siden 1930’erne,« har eksperter på stribe udtalt de sidste dage.

Der er da også lighedspunkter mellem den aktuelle uro og så det børsdrama, som udspillede sig i efteråret 1929, og som fortsatte helt frem til juli 1932, hvor det berømte amerikanske aktieindeks Dow Jones nåede sit lavpunkt på indeks 41. Det var næsten 90 procent lavere end før krakket. Først mere end 20 år senere, nemlig helt fremme i 1955, var Dow Jones igen oppe på samme niveau som i staten af 1929.

10.000 banker lukkede

Men der er også store forskelle på datidens og nutidens panik, og der er absolut ingen grund til at tro, at situationen nu udvikler sig lige så slemt som dengang.

Under depression fra 1929 frem til 1933 faldt det amerikanske bruttonationalprodukt, der viser landets velstand, med så meget som 30 procent. Ledigheden nåede op på mere end 25 procent af arbejdsstyrken. Næsten 10.000 banker måtte lukke og slukke. Nedturen bredte sig hurtigt til resten af verden, herunder Danmark, hvor 32 procent var arbejdsløse, mens legendariske Thorvald Stauning var socialdemokratisk statsminister.

Så slemt vil det ikke blive nu. På årsbasis er BNP ikke faldet under den aktuelle krise, og kommer det til nedgang, vil den blive meget mindre. Samtidig er finanspolitikken denne gang blevet lempet. Det er sket med store skattelettelser i USA, og andre lande kan følge efter, hvis det bliver nødvendigt. Det blev den ikke i 1929, da præsident Herbert Hoover fastholdt en stram finanspolitik.

Også Franklin D. Roosevelt gik i 1932 til valg på behovet for at forbedre de offentlige budgetter. Nok lancerede Franklin D. Roosevelt kriseprogrammet »New Deal,« der skulle sanere bankvæsenet, støtte landbruget plus lancere en ny og moderne social- og arbejdsmarkedspolitik. Men Roosevelt fastholdt et mål om, at der skulle være balance på statens budget, og der ikke skulle pumpes penge ud i økonomien.

Det er først efter Anden Verdenskrig, at staten for alvor begynder at bruge de offentlige budgetter aktivt til at styre økonomien uden om store nedture, sådan som den berømte økonom John M. Keynes anviste vejen til i sit værk »General Theory of Employment, Interest and Money« fra 1936.

En vigtig årsag til 1930’ernes depression var også USA’s høje toldafgifter og protektionisme, som førte til et dramatisk fald i verdenshandlen. Tolden var med til at udpine England og især Tyskland, der ikke kunne betale sin krigsgæld tilbage, da USA nærmest lukkede af for import fra andre lande.

Denne gang er verdenshandlen derimod fortsat med at vokse og ser ud til at blive ved med det, med mindre den nye amerikanske præsident begynder at føre en mere protektionistisk politik.

Dertil kommer, at realrenten denne gang er lavere end i 1930’erne. De korte amerikanske styrerenter er i dag nede på to procent, hvilket gør realrenten efter skat negativ, eftersom inflationen i USA er oppe på mere end fem procent. I 1930’erne var de korte renter endnu lavere. De nåede en bund på 0,07 pct. i 1932, men priserne faldt også dengang endda på dramatisk vis med fem procent om året, så realrenten dengang var markant højere.

Til gengæld er den bankkrise, som også plagede 1930’erne, igen under udvikling, så der er visse lighedspunkter.

Men det amerikanske banksystem er trods dette langt mere stabilt end i 1930’erne, lige som den offentlige sektor og offentlige hjælp i mange lande også langt større. Det hindrer en økonomisk nedtur af samme alvorlige kaliber som for snart 80 år siden. Samtidig er forståelsen for, hvordan økonomien fungerer blevet større, så der via effektive indgreb med finans- og pengepolitik bedre kan styres uden om store økonomiske nedture.

Endelig er der i dag også bygget stribevis af internationale organisationer op, blandt andet WTO, FN og IMF, så landene samarbejder. USA har heller ikke som i starten af 1930’erne dollaren bundet til guldet, hvilket forhindrede en nedskrivning. Dollaren er i dag frit flydende, og de senere års store prisfald på dollar, er allerede ved at hjælpe USA ud af den aktuelle krise.

Så selv om mange finder det morsomt at sammenligne krisen med 1929, så hverken er eller kommer USA eller Europa i en tilsvarende slem situation inden for nogen overskuelig fremtid.