Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Den papirløse bank åbner i dag

Danske Bank tager nu for alvor livtag med papirbunkerne og portoregningerne. Samtidig halveres ekspeditionstiden.

Udsigten til kæmpe besparelser på papir og porto og langt hurtigere ekspedition af kunderne får fra i dag Danske Bank til at indføre »den papirløse bank«. Direkte fra gaden kan man nu gå ind, blive kunde og få f.eks. en højrentekonto, ligesom nuværende kunder, der bor langt væk fra en bankfilial, over telefonen kan blive oprettet som netbankbruger – alt sammen uden at der foreligger et eneste stykke papir. »Transport er besværligt.

Derfor har mange ringet og fået ordnet sagerne, men papirgangen tager en uge. Nu kan det hele ordnes pr. telefon. Samtidig sælger vi typisk en hel kundepakke med kreditkort, netbankaftale og 17-20 andre serviceydelser. Selvfølgelig skal kreditkortet fortsat printes og fremsendes, men i samme øjeblik, man skriver under digitalt, er det bestilt. Vi halverer tiden fra 11-13 dage til fem-syv dage,« siger Peter Trier Schleidt, vicedirektør for IT og udvikling i Danske Bank, Danmarks største.

Tonsvis af papir skal væk

Men ud over tempoet spares der papir, porto og tid på ikke at skulle læse og taste ind hos både kunde og bank. Omkring 20 procent af de aftaler, som bankrådgiverne fremsender, når aldrig tilbage, fordi folk i mellemtiden har lånt pengene af familie eller venner; det går hurtigere. »Der er kæmpe fordele i at spare porto og papir. I dag har flere end 90 procent af alle vore danske kunder sagt ja til at få korrespondancen elektronisk. 

I dag har flere end 90 pct. af alle vore danske kunder sagt ja til at få korrespondancen elektronisk. Alene her sparer vi et par hundrede millioner kr. om året. – Peter Trier Schleidt, vicedirektør for IT og udvikling i Danske Bank

Alene her sparer vi et par hundrede millioner kroner om året. Vi er på et år gået ned fra at bruge 4.000 ton papir til nu 3.000 ton, og vi skal gerne ned på 2.000 ton inden for en overskuelig periode. Oveni kommer så den sparede porto,« siger Peter Trier Schleidt. Vælger man at klare alt ved skærmen, kvitterer Danske Bank ved at sætte gebyret på at låne de 20.000 kroner ned til det halve. Nuværende kunder har i en periode afprøvet mulighederne. Hver måned underskrives flere end 20.000 aftaler elektronisk. »Hvor vi sparer nogle hundrede millioner kroner allerede, må potentialet i staten ved digitalisering være det tidobbelte ved at få folk til at underskrive aftaler digitalt med NemID.

Det er også meget nemmere og hurtigere at flytte rundt på et elektronisk dokument end et papirdokument,« siger vicedirektøren. Det gode spørgsmål er så: Hvad laver de nu i banken efter klokken tre? »Rådgiverne får mere tid til at rådgive kunderne. Det er der større og større behov for, samtidig med at antallet af henvendelser ved kassen falder,« siger Peter Trier Schleidt. Og måske bliver det tilmed mere spændende at være rådgiver, når man ikke er papirnusser? »Det har du absolut en pointe i. De kedelige opgaver forsvinder.«

 




Markedet lige nu