Den islandske regering overtager Kaupthing Bank

Islands største bank, Kaupthing, overtages af det islandske finanstilsyn, der også allerede har overtaget bankerne Landsbanki og Glitnir.

Den største islandske bank, Kaupthing Bank, bliver nu overtaget af Islands finansmyndigheder. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Finanstilsynet har i forvejen sat henholdsvis Islands næststørste og tredjestørste bank, Landsbanki og Glitnir, under administration.

Ifølge Bloomberg behøver kunderne i den nu kriseramte bank dog ikke frygte for deres opsparing. Alle indlån i banken er nemlig fuldt garanteret.

Kauthing Bank forsøgte ellers at signalere styrke, da banken i går meddelte, at den overvejede at gå ind i rekonstruktionen af netop den statsovertagne Glitnir Bank, men det viste sig altså at være for stor en mundfuld for Kauthing.

Banken var dog allerede i går udpeget som næste mulige offer for finanskrisen der river og rusker i den islandske økonomi, og i Storbritannien lukkede mynmdighederne i går Kaupthings datterselskab, erhvervsbanken Kaupthing Singer & Friedlander.

Herhjemme ejer Kauthing blandt andet den danske erhvervsbank FIH.

 



Markedet lige nu