16. september 2009, 05:45

Peter Emil Larsens farfar købte slagterforretningen i en sidegade til Amagerbrogade til Peter Emil Larsens far i 1938. Peter Emil Larsen har arbejdet i forretningen siden 1968.

Den slags forretninger finder man mange af i området, og mange af dem er kunder hos Amagerbanken. Familien Larsen har altid været det, og den gamle slagter vil, hvis det er muligt, altid være det.

»Vi har altid brugt den bank. Min farfar brugte den, og min far efter ham. Og jeg har bestemt ikke overvejet at skifte bank, for vi må stå sammen herude. Jeg har endda købt ekstra aktier,« siger han bag disken med hjemmelavet leverpostej og pølse.

Ikke langt fra slagteren finder man Anni Jensen Guld & Sølv, der har eksisteret i 26 år. Anni Jensen har, siden hun var ti år gammel, været kunde i det lokale pengeinstitut.

»Jeg er amagerkaner og har altid brugt Amagerbanken. Hvis jeg bliver behandlet pænt, så er jeg loyal. Krisen kunne ingen jo forudse. Der er selvfølgelig andre muligheder, hvis banken lukker, men den hører ligesom bare med til Amager,« forklarer hun.

Lidt længere ude af Amagerbrogade har den lokale tipsklub til huse på Café 5-øren, hvor Fremad Amagers vimpel hænger på væggen, og man kan få 10 sjusser for en hundredelap. Tipsklubben har selvfølgelig konto i Amagerbanken. De hæver godt nok deres penge i morgen, klubben skal jo af sted på deres tur til Budapest, men klubmedlem og indehaver af Café 5-øren, Preben Jakobse,n har ingen planer om at forlade den bank, han har været kunde hos i 20 år.

»Vi har ikke på noget tidspunkt overvejet at skifte bank, og jeg vil meget gerne støtte op om en Amager-virksomhed. Jeg har stadigvæk stor tiltro til banken. De har selvfølgelig haft deres problemer, men mange af mine stamkunder har bakket op om mig i krisetiderne, og det vil jeg også gerne gøre over for Amagerbanken,« siger ejeren, før han skænker en lille fadøl og laver en mad med skinke og ost til en ældre dame.

Aktier, nej tak
Stort set samtlige kunder i baren har konto i Amagerbanken, og den ene, der ikke har, forklarer, at hans far var souschef i Danske Bank, så han fik bare en konto der. Det udløser hurtigt en hånende kommentar.

»Ja, du støtter jo gebyrgribben,« siger en anden stamkunde iført cowboyhat og hæs latter, inden han høfligt afviser en tredje stamkundes spøgefulde forespørgsel om at købe vedkommendes aktier i Amagerbanken.

Preben Jakobsen genindfører den seriøse tone, da han begynder at tale om, at det ville være forfærdeligt, hvis banken lukkede.

»Den binder sammen herude, og det er min personlige bank, hele min familie har deres bankforretninger der. Om det store økonomiske spil skal jeg ikke kunne sige noget, men det er ikke så rart, at min kones aktier er faldet så meget, som de er.«

En del af Amager
Amagerbanken som samlingspunkt er også noget, Dorthe Wichmann Müller bider mærke i, til trods for at hun kun har haft Dorthes Tehus på Amagerbrogade i 11 måneder.

»Det ville være synd, hvis banken lukkede. Jeg synes, det er frygteligt, selv om jeg ikke selv er kunde i banken. Den er en del af Amager, og den er vigtig for lokalområdet.«

Hun har dog ikke tænkt på at gå så langt i sin støtte som at skifte over til banken, men det er nu også lige så meget, fordi hun ikke tror, at det ville gøre den store forskel.

»Der skal jo rigtig mange penge til, så vidt jeg kan forstå. Men jeg vil da håbe, at banken får de penge, for den er en integreret del af Amager,« siger hun, mens skyerne trækker ind over Amagerbrogade.