15. september 2009, 05:30 – opdateret 19. maj 2012, 17:33

WASHINGTON: I begyndelsen af i år turde finansansatte på Wall Street dårligt fortælle, hvad de lavede – for de var i den grad recessionens pariaer: De måtte enten være afsindigt grådige, ualmindeligt inkompetente eller decideret ondskabsfulde.

I dag kan de imidlertid allerede begynde at ranke ryggen – for bank- og finansverdenen er igen begyndt at tjene penge. De største amerikanske banker har fået tilført så enorm en nødhjælp fra staten, at de ikke bare undgik at gå i betalingsstandsning som Lehman Brothers for præcis et år siden – nej, de har nu enten holdt eller øget deres dominerende position.

Bank of America, USAs største bank, er i dag endnu større end før krisen. Citigroup, en anden storbank, har holdt skansen. Goldman Sachs og JPMorgan har leveret fremragende halvårsregnskaber. Morgan Stanley er lige i hælene på dem.

Hos Goldman Sachs, som er de nye gulddrenge, kan de godt 30.000 ansatte se frem til en solid gennemsnitlig løn på 3,5 millioner kroner i år – og, ja, der står i gennemsnit! Med den slags honorarer forstår man jo godt, hvorfor drengene på Wall Street igen er begyndt at smile.

250.000 job væk
Det er selvfølgelig ikke alle, som står stærkt. En kvart million ansatte i finanssektoren har mistet deres job i det forløbne år – og sidste år faldt den samlede udbetalte bonus med 44 procent. Pointen er imidlertid todelt i dag: For det første, at de ansatte, der er tilbage, igen tjener supergodt – og for det andet, at de banker, som var størst, og som har modtaget mest statsstøtte, klarer sig strålende.

Nobelprismodtager i økonomi, Joseph Stiglitz, kalder udviklingen en skandale. De største banker har fået så meget statsstøtte, at de nu er i stand til at udkonkurrere de mindre banker – og den store statsstøtte skjuler, at bankerne rent faktisk er i ligeså dårlig stand nu som før krisen. Allerværst er finanssektorens samlede gæld, som i de seneste 20 år er vokset fra at udgøre 39 procent af USAs bruttonationalprodukt til nu at udgøre 111 procent. Det svarer til situationen på Island!

Der er i øvrigt et meget tydeligt kendetegn for bankkrisen, som i reglen bliver ignoreret – nemlig at de finansfolk, der førte os ind i krisen alle var identiske:

De var alle ekstremt rige, de var mænd, de var midaldrende, de troede, at de kunne gå på vandet.

En undersøgelse fra Catalyst Research viste i 2008, at 60 procent af alle ansatte i de 500 største amerikanske finans- og forsikringsselskaber var kvinder – men at mænd indtog 82,1 procent af lederjobbene, heraf samtlige poster som administrerende direktør!

Bredside mod mænd
Debora Spar, formand for Barnard College, som et eliteuniversitet for kvinder i New York, er sikker på, at de alt for mange mænd i toppen er selve årsagen til bankkollapset. I et kontroversielt indlæg i Washington Post anklagede hun for nogle måneder siden de midaldrende, rige, hvide mænd for at have skabt problemerne. Kvinder er simpelthen mindre tilbøjelige til at gamble så vildt og satse alt som mænd:

»Vi har desperat brug for flere kvinder i ledende job, fordi de er bedre til at undgå de allerværste risici. Vi har behov for kvinder, som siger nej til dårlige beslutninger, som er domineret af mandsdominerede hanekampe og klubhusjargon fra golfbanerne. Vi har brug for kvinder, som vil råbe op, når risici eksploderer, og til at udfordre den selvsikkerhed, som alt for mange mænd, der er knyttet alt for tæt til hinanden med deres fælles verdensopfattelse, nemt kan hengive sig til.«

Under det prestigefyldte Davos-topmøde i Schweiz i år, der blev holdt, mens krisen var på sit højeste, bragte flere det samme emne op – selv om langt, langt de fleste deltagere, naturligvis, var mænd. Nobel-prismodtager Muhammed Yunus, hvis Grameen Bank i Bangladesh med dens smålån til især kvinder hjælper at etablere mini-virksomheder, talte varmt for flere kvinder i finansverdenens top:

»Kvinder er mere forsigtige. De ville aldrig have taget de enorme typer af risici, som bragte finanssektoren i knæ.«

Den ensomme stemme
Kenneth Rogoff, Harvard-økonomen, som forudsagde bankkollapset, mens ingen troede på det, fremhævede ligeledes, hvordan den tyske, kvindelige kansler, Angela Merkel, var blevet trynet, da hun halvandet år før Lehman Brothers-kollapset havde bedt om mere regulering.

»Merkel bad jo ikke om voldsom regulering. Hun var bare fuldstændig ved sine fulde fem og tænksom – men hun blev mast af alle mændene. Hun var den ensomme stemme – og det er problemet. Vi har behov for mere køns-spredning i den finansielle sektor.«

Spørgsmålet er naturligvis, om verden i dag ville have set anderledes ud, hvis Lehman Brothers i stedet havde heddet Lehman Sisters? Det ved vi af gode grunde ikke – men vi ved, at der i dag er præcist lige så få kvinder i ledelsen af den amerikanske finanssektor nu som for et år siden.