På sin første arbejdsdag melder Danske Banks ordførende direktør, Eivind Kolding, sig klar til at gennemgå forretningen med lup for at finde forbedringsmuligheder. Hans udtrykte mål er at sende banken tilbage i toppen af de nordiske banker inden for tre til fem år.
16. februar 2012, 05:00
»Vi skal levere topresultater. Vi skal være i toppen af den gruppe, som vi sammenligner os med. Men det er ikke noget, som vi kan justere os til på en dag eller to,« siger Danske Banks nye ordførende direktør et par timer inde i sin første arbejdsdag. Med det succeskriterium skulle der være nok at tage fat på, også selv om målet først skal nås på den halvlange bane – altså inden for tre til fem år, som Eivind Kolding påpeger.
Lige nu halter Danske Banks resultater langt efter den gruppe af nordiske storbanker, der må anses som de nærmeste konkurrenter. Mens Danske Bank i regnskabet for 2011 måtte nøjes med en egenkapitalforrentning på lidt mere end én pct., så kunne Svenske Handelsbanken i går præsentere en egenkapitalforrentning på 13,5 pct. – foreløbig årets højeste blandt de nordiske storbanker. Hvis Danske Bank blot skal matche dette, kræver det handling, påpeger flere analytikere.
Svage økonomier er ingen undskyldning
»Der er rigtigt langt derop. Det kræver stabilitet i indtjeningen og både en lav omkostningsprocent og lave kredittab. Hvis én af dem skrider, så går det galt. Og så længe der er direkte tabsgivende divisioner som Irland, så sker det ikke,« siger Claus Grøn Therp, aktieanalytiker i SEB Enskilda.
Danske Bank vil ikke sætte tal på, hvor høj egenkapitalforrentning der er målet. Men Eivind Kolding understreger, at de geografisk bestemte udfordringer ikke må blive en undskyldning for manglende succes.
»Vi har et dårligt udgangspunkt geografisk, men vi kan ikke blive ved med at undskylde os med, at vi er i Irland og Danmark, som er svage økonomier. Det skal give et topafkast at investere i Danske Bank, og med gode resultater skal aktiekursen nok følge med,« siger Eivind Kolding, der som skibsreder og topchef i A.P. Møller - Mærsks containerdivision har gennemført en succesfuld turnaround.
Det samme kræves i Danske Bank, hvis målet skal nås. Hvis blot Danske Bank skal matche Svenske Handelsbankens egenkapitalforrentning fra 2011, så skal de – hvis egenkapitalen holder sig stabilt på 125,8 mia. kroner – i 2012 tjene næsten 17 mia. kroner. Analytikernes konsensusforventninger ligger på 6,6 mia. kroner. Der skal altså findes godt ti mia. kroner mere på bundlinjen de næste år. Det kræver ikke blot stor omstilling, men også opadgående konjunkturer.
»Det afhænger fuldstændigt af, hvor meget makroøkonomisk medvind Danske Bank får. De er langt mere eksponerede i Danmark og Irland, så hvis der kommer gang i disse økonomier, kan det sende banken op på omgangshøjde med konkurrenterne. Det er nøglen, mens det, de selv kan skrue på – altså omkostningerne og priserne – er det, som kan bringe dem op i toppen,« siger Mads Thinggaard, senioranalytiker i Nykredit Markets.
Kan ikke leve op til Egon Olsen
Planen for at nå målet er endnu ikke på plads.
»Det er ikke sådan, at jeg kommer med en færdig plan i baglommen. Jeg er ikke som Egon Olsen, der kom ud af fængslet med alt planlagt ned til papirklips og flagstænger,« siger han.
Detaljerne i den langsigtede strategi skal planlægges i løbet af sommeren, men de initiativer, som er blevet sat i gang under den tidligere topchef Peter Straarup, skal føres ud i livet. Initiativerne, som fokuserer på at forbedre indtjeningen, har Eivind Kolding formentlig også et par aktier i som tidligere bestyrelsesformand i Danske Bank.
Priserne skal op, omkostningerne skæres, og 2.000 medarbejdere skal væk inden for tre år. Om, det er nok, vil vise sig, lyder det fra Kolding, der nu vil se på alle områder af organisationen for at finde effektiviseringsgevinster.
»Der bliver kigget på filialerne, men det er alle funktioner, der bliver vurderet. Også samspillet mellem funktioner eller lande. Vi skal se på, om der er for mange led – om vi kan simplificere det. Ingen går fri af den gennemgang,« siger Eiving Kolding. Han fortæller, at banken allerede er i gang med et LEAN-projekt, som han vil følge tæt.
»Det har en fantastisk betydning for, hvordan vi kan effektivisere vores forretningsgange, og jeg er sikker på, at der er et stort potentiale dér,« siger Eivind Kolding, som har arbejdet intensivt med netop denne strategi hos Maersk Line.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten