Da de danske og globale aktiemarkeder var helt nede i kulkælderen i marts 2009 var det specielt Danske Bank og Swedbank som var ude i kulden. Men siden har de leveret det bedste afkast til aktionærerne.
11. august 2010, 12:49
I begyndelsen af marts 2009 kunne en Danske Bank-aktie erhverves for historisk lave 33,50 kr. Men i dag er kursen på godt 133 kr. Det giver den investor, som købte på bunden, et afkast på ikke mindre end 300 pct.
Læs også: Analytikere vildt uenige om Danske Bank-regnskab
Blandt de nordiske storbanker bliver det kun slået af Swedbank, som i foråret 2009 var i endnu større problemer end Danske Bank, på grund af uoverskueligt store tab i de baltiske lande og Ukraine. Men hvis man havde købt Swedbank-aktier 6. marts sidste år, ville man i dag sidde med et afkast på ikke mindre end 453 pct., viser en sammenligning af kursudviklingen foretaget af Business.dk.
Læs også: Danske Bank fik kurstæv tirsdag
De nordiske storbanker der er kommet bedst gennem den globale finansstorm i 2008 og 2009 var Handelsbanken og Nordea. Men fordi de ikke faldt lige så meget da stormen var kraftigst, har de faktisk ikke været de bedste investeringer. Handelsbankens aktiekurs er siden 6. marts 2009 steget med 122 pct., og hvis man lægger udbyttet oven i, har man som investor fået et afkast på 142 pct.
Læs også: Udenlandske investorer skuffede over Danske Bank
Nordeas aktiekurs er siden 6. marts sidste år steget med 179 pct., og inklusive udbytte giver det et samlet afkast på 202 pct. Endeligt har en investering i SEB samme dato givet et afkast på 192 pct. inklusive udbytte, mens norske DnB NOR har givet et afkast på 263 pct.
Til sammenligning er det førende danske C20-indeks fra 6. marts 2009 til 11. august 2010 steget med lige knap 95 pct., og har givet et afkast på 100 pct. inklusive udbytter.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten