Det er forkert og misvisende, at Danske Bank har hensat for få penge ind på tabskontoen på grund af flere dårlige udlån.
8. februar 2010, 13:49
Økonomisk Ugebrev skriver, at Danske Bank, som har hensat mere end 25 milliarder kroner til tab sidste år, faktisk har et efterslæb på deres hensættelser.
Det skyldes, at Danske Bank kun afsatte fire milliarder kroner i fjerde kvartal, men at 10 milliarder kroner fik stemplet »dårlige udlån«, hvor risikoen for tab er stor.
Men ifølge Handelsbankens aktieanalytiker giver Økonomisk Ugebrevs opgørelse ingen mening:
»Det er i virkeligheden meget enkelt – for Danske Bank har allerede hensat til tab på disse lån i tidligere kvartaler,« siger Jakob Brink.
Derfor er det ifølge Jakob Brink misvisende at gøre de samlede hensættelser til tab op i enkelte kvartaler og sammenligne med beløbet, som klassificeres som dårlige udlån – eller Non Performing Loans, som bankerne kalder det.
Selv om andelen af dårlige udlån, som er dækket af pengene på tabskontoen, er faldet fra 43 til 42 procent fra tredje til fjerde kvartal, er den set fra krisens start faktisk vokset fra 36 til 42 procent.
I samme periode er Nordeas dækningsgrad faldet.
»I det hele taget er det ikke muligt at sammenligne de forskellige nordiske bankers dækningsgrader, for de gøres op på forskellige måder,« siger Jakob Brink.
Danske Bank ryster på hovedet over opgørelsen fra Økonomisk Ugebrev:
»Det er ubrugeligt – alene af den grund, at bankerne opgør det på forskellig vis og har forskellige definitioner. Og de fleste vil vide, at danske banker – herunder også Danske Bank – har en mere forsigtig tilgang til Non Performing Loans end eksempelvis svenske banker,« siger Danske Banks økonomidirektør, Tonny Thierry Andersen.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten