Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danmarks største investor advarer mod bankaktier

Nye regler for bankernes regnskaber gør det sværere at gennemskue, hvor stor risiko bankerne løber. Det koster dyrt på aktiemarkedet, mener ATPs topchef Lars Rohde. Han peger på, at man i dag skal være mere forsigtig med bankaktier end før.

Investeringer i bankaktier kræver mere omtanke og større forsigtighed end før. Nye regler betyder nemlig, at aktionærer og investorer har mindre indsigt i, hvor stor en risiko bankerne påtager sig på deres udlån. Der er ligefrem sket en svækkelse af de oplysninger, som bankerne skal aflevere til offentligheden.

Vurderingen kommer fra Lars Rohde, administrerende direktør for ATP, som forvalter en formue på flere end 400 milliarder kroner, og som dermed er Danmarks i særklasse største pengetank.

Det er i kølvandet på kollapset i Roskilde Bank, at Lars Rohde fremhæver, at der inden for de senere år er sket en række ændringer af loven, som gør det mere farligt end før at sætte penge i bankaktier.

Nye regler
Lars Rohde understreger, at ATP ikke ejer aktier i Roskilde Bank, og derfor ikke ønsker at kommentere den aktuelle sag. Men rent principielt vil Lars Rohde gerne sige, at de ændringer, der kom med regnskabsloven i 2005, og nye solvensregler, som trådte i kraft fra 1. januar 2007, betyder, at bankerne ikke længere er tvunget til at hensætte lige så mange penge til imødegåelse af tab som før.

»Det betyder, at bankerne ser mere solide ud end før, selv om de påtager sig præcis samme risiko. Det gør sammen med det manglende offentlige indblik i den individuelle solvens, at der er en større risiko end før ved at investere i bankaktier,« siger Lars Rohde.

Solide kunder
Med individuel solvens menes, at bankerne kan nøjes med at hensætte lidt på gode og solide kunder, mens der skal hensættes større summer til imødegåelse af tab på kunder med stor risiko. Men hvordan disse hensættelser fordeler sig, har offentligheden ikke indblik i, og når solvenskravet ikke offentliggøres, mister investorer og kunder chancen for at se, om ledelsen kører banken med et minimum af kapital og dermed er sårbar over for økonomiske udsving.

»Det gør, at man skal kigge sig ekstra godt for og mere end før, hvis man investerer i bankaktier. Der er tale om en svækkelse af de oplysninger, som er offentligt tilgængelige,« siger Lars Rohde, der peger på, at danske banker nu helt slipper for at fortælle offentligheden, hvor stor en økonomisk polstring, Finanstilsynet kræver af dem for at kunne drive virksomheden forsvarligt. Dermed afskæres investorer fra at se, om banken har urealistiske vurderinger af kapitalbehovet i forhold til Finanstilsynet.

ATP har ikke reduceret sin beholdning af bankaktier de senere år trods de nye regler.

»Men det har markedet allerede taget sig betalt for,« siger Lars Rohde, der peger på, at den seneste tids kursfald kan hænge sammen med, at bankaktier er mindre gennemsigtige end før.

Oprindeligt havde regeringen tilbage i 2004 spillet ud med, at solvenskravet skulle offentliggøres, men efter modstand fra bankerne blev kravet fjernet.

Skærpelse unødvendig
Lars Rohde mener derimod ikke, at der er behov for at skærpe de generelle krav om, at kvartalsregnskaber ikke skal revideres. I dag er det ledelsen selv, som bestemmer om et kvartalsregnskab skal revideres, og det mener Lars Rohde, der bør holdes fast i.

»Årsrapporterne bliver fuldt revideret, mens kvartalsrapporterne aflægges på ledelsen ansvar. Det ville være et forkert signal at sende, hvis man lavere de regler om, og vi følger også i vid udtrækning de internationale regler på dette område,« siger Lars Rohde.

Om ledelse, bestyrelse, og revisorer i Roskilde Bank har opført sig som de burde, har Lars Rohde ingen kommentar til, men han understreger dog, at den finansielle sektor som helhed i Danmark er solid og robust, og at sagen om Roskilde Bank derfor ikke afspejler sundhedstilstanden i den danske banksektor som helhed.

Finansrådet kan ikke kommentere de aktuelle bemærkninger. De oplyser, at alle ansatte holder sommerferie.

 




Markedet lige nu