Bortset fra de banker, der er havnet i Finansiel Stabilitet, har Forstædernes Bank klaret sig ualmindelig dårligt i 2009. Det samme gælder Amagerbanken, mens Ringkjøbing Landbobank ligner en vinder.
25. februar 2010, 05:00
Dårlig omtale er bedre end ingen omtale - et ordsprog, som Forstædernes Bank synes at have som motto. I hvert fald har banken gjort, hvad den kunne, for at få dårlig omtale.
I en direkte sammenligning af risiko, nedskrivning og egenkapitalforrentning mellem de største, børsnoterede banker, som indtil nu har offentliggjort deres årsregnskab - i alt 31 banker til dato - ryger Forstædernes Bank direkte ind på en suveræn sidsteplads.
Etr problembarn
Nykredit, som købte Forstædernes Bank i december 2008 for 1,8 milliarder kroner, er godt klar over, at det nye medlem af familien umiddelbart har udviklet sig til et problembarn:
»Når man kigger på nedskrivningsprocenten, forklarer den i virkeligheden det hele. Den påvirker alle de andre nøgletal,« siger Karsten Knudsen, koncerndirektør i Nykredit.
At nedskrivningsprocenten endte på 25,6 procent og egenkapitalforrentningen på minus 200 procent, skyldes ifølge Karsten Knudsen en dårlig kundeportefølje i Forstædernes Bank. Han forsikrer, at det ikke kommer til at ske igen:
»Rent risikomæssigt er det fremover Nykredits modeller, vi anvender,« siger Karsten Knudsen.
Amagerbanken i knibe
Også Amagerbanken har arbejdet hårdt på at skrabe dårlig omtale til sig. Den er udover Forstædernes Bank, som ophører med at eksistere den 1. april, hvor den fusioneres ind i Nykredit Bank, Danmarks foreløbig mest risikable bank med et individuelt solvensbehov på 12,1 pc.t, en egenkapitalforrentning på minus 35,5 pct. og en nedskrivningsprocent på 4,4.
Amagerbanken ønskede i går ikke at kommentere den dårlige præstation i 2009, men ifølge bankekspert Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult, er det en velkendt sang, der tynger banken:
»Det er det store engagement i ejendomssektoren,« siger Bjarne Jensen.
I Morsø Bank, som også har haft et dårligt 2009, er det opkøb, der har gjort ondt:
»Den har brændt fingrene på opkøbet af Spar Mors. Herudover ligger Morsø Bank i et område, hvor der er meget landbrug, og det er som bekendt et erhverv, hvor der er økonomiske udfordringer i øjeblikket,« siger Bjarne Jensen. Han er på ingen måde overrasket over den foreløbige top 5 og bund 5:
»Nej, det var vel nogenlunde forventet, at netop de banker er repræsenteret,« siger Bjarne Jensen.
Ifølge bankprofessor Per H. Hansen fra Copenhagen Business School udstiller sammenligningen, hvem der har været henholdsvis gode og dårlige til at drive bank:
»En krise som den, vi har haft nu, er på mange måder et udskilningsløb, hvor de, der har været dygtige, er dem, der overlever, og de, der har været mindre dygtige, risikerer ikke at kunne overleve,« siger Per H. Hansen.
Ledelsens ansvar
Han er ikke i tvivl om, hvem der i de enkelte banker har æren for, at en bank befinder sig i enten top 5 eller bund 5 - det er bankens ledelse. Den udstikker strategien og fastlægger de overordnede retningslinjer for kredit- og risikostyring:
»Og hvis banken har været grebet af optimismen, da det gik godt, ja, så kan det gøre ondt nu,« siger Per H. Hansen.
En af de traditionelt mest veldrevne banker, Ringkøbing Landbobank med Bent Naur i spidsen, klarer sig også denne gang godt i den direkte sammenligning. Den har landets bedste indtjeningsevne i form af en egenkapitalforrentning på 15,9 pct. og landets laveste risiko med et individuelt solvensbehov på under 8 pct. Også Vinderup Bank, Nordjyske Bank og Grønlandsbanken har klaret sig gennem 2009 med fornemme nøgletal.






























































