Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dårligere karakterer til danske banker

Seks danske banker har ifølge kreditvurderingsbureauet Moody’s dårligere kreditværdighed på grund af farlige udlån til kunderne. Eksperter nedtoner betydningen af nedgraderingerne.

Det er blevet farligere for udenlandske institutioner at låne penge ud til danske banker. Sådan lyder vurderingen fra et internationalt kreditvurderingsbureau, som efter en omfattende granskning af sektoren nedjusterer seks danske banker.

Især Amagerbanken, Jyske Bank og Nykredit Bank går fra mødet med kreditvurderingsbureauet Moody’s med blå mærker.

Finansanalytiker Per Grønborg advarer dog mod at lægge for meget i Moody’s nedjusteringer af Amagerbanken, Jyske Bank, Nykredit Bank, FIH, SparNord og Sydbank:

»Det er old news. Allerede i juli meldte Moody’s ud, at en række navngivne danske banker ville blive nedjusteret. Derfor kommer nedjusteringerne på ingen måde som en overraskelse,« siger Danske Markets finansanalytiker Per Grønborg, der mere undrer sig over, at nedgraderingen først kommer nu, end at den kommer.
Det skyldes, at Moody’s allerede den 22. juli meddelte, at en række danske banker stod til at få sænket kreditvurderingen. Umiddelbart herefter fik bankerne mulighed for at gøre indsigelse, men det plejer ikke at tage flere måneder at færdiggøre den endelige nedjustering.

At Danske Bank ikke bliver nedjusteret i denne omgang skyldes, at banken fik et gok i nødden fra Moody’s tilbage i februar.

Kreditvurderingerne fra Moody’s bliver ofte beskyldt for at være et billede af fortiden og ikke af nutiden. Derfor skal de generelt tages med et gran salt – især i øjeblikket:

»Bankpakke II gør, at nedjusteringerne fra Moody’s er uden betydning på nuværende tidspunkt,« siger bankekspert, Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult.

Det skyldes, at Bankpakke II sikrer bankerne kernekapital og garanterer for obligationsudstedelser.

Også Danske Markets finansanalytiker nedtoner betydningen af udmeldingen fra Moody’s :

»Begivenheden får ikke indflydelse, fordi den var forventet,« siger Per Grønborg.

Ikke dyrere at være kunde
Derfor kan hr. og fru Jensen sove trygt om natten – det bliver ikke umiddelbart dyrere af være bankkunde som følge af nedgraderingen.

Kreditvurderingsbureauet nedjusterer normalt bankerne et trin ad gangen. Jyske Bank får dog hele to nøk ned ad rangstigen på den langsigtede rating, og det er usædvanligt:
»Nogle finansielle institutioner kræver en dobbelt a-rating for at låne penge ud til banker. Jyske Bank er røget to trin ned til en enkelt a-rating, og det kan potentielt set få en vis betydning for muligheden for at optage lån,« siger Per Grønborg.

Moody’s nedjustering af Jyske Banks finansielle styrke skyldes et fald i de stabile indtægter over de seneste år, og forventning om en forværring i bankens udlån – særligt til landbrug, små og mindre virksomheder og usikrede lån til husholdninger.

Jyske Banks øverste chef afviser betydningen af nedjusteringen:
»Moody’s har slået nogle herresving på cyklen under krisen. Først fik vi statsgarantien, og vi røg helt op på Aa1, så fik Moody’s og de andre kreditvurderingsinstitutter kritik, og vi røg tilbage på Aa2. Nu har de så opdaget krisen, og vi er tilbage på det niveau, som vi lå på, før krisen kom. Det er altså en rating, som vi har haft i mange år, så jeg tror ikke, det får nævneværdig betydning for os,« siger Anders Dam.

Også Amagerbanken får alvorlige hug af Moody’s. Det skyldes i høj grad bekymring over bankens store eksponering mod ejendomsmarkedet sammen med høj koncentration af lån til enkeltkunder.

Bankekspert Bjarne Jensen vil ikke vurdere, om Moody’s meget dårlige rating af Amagerbanken er rimelig:

»Men jeg synes, det er besynderligt, at de overhovedet rater Amagerbanken, for ingen ved, om Finanstilsynet vil give banken adgang til kapital gennem Bankpakke II. Og så er situationen en ganske anden,« siger Bjarne Jensen.

Akkurat som Jyske Bank går Sydbank fra en dobbelt a-rating til en enkelt a-rating, men det var ventet, fordi det kun er en nedgradering på ét trin mod Jyske Banks to nøk nedad på rangstigen.

 




Markedet lige nu