Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Codan lyser op hos britisk forsikringsgigant

Den britiske forsikringsgigant RSA er utvivlsomt glad for Codan. Det danske dattterselskab kunne nemlig aflevere et 2009-resultat, der var 27 pct. bedre end i 2008, mens hele RSA måtte se bundlinjen skrumpe ind.

Codan, der i 2007 blev afnoteret på Fondsbørsen af hovedejeren RSA Insurance Group, kan for 2009 aflevere et forsikringsoverskud på 242 mio. pund til moderselskabet. Det er 27 pct. mere end de 190 mio. pund, som Codan kunne aflevere i 2008.

En del af fremgangen skyldes dog, at britiske pund over længere tid er blevet svækket over for kroner, der gør danske overskud mere værdifulde set med britiske øjne. Målt i danske kroner steg Codans forsikringsresultat dog med solide 25 pct. til 2 milliarder kr.

Nettopræmierne faldt med 1 pct. til knap 14 milliarder kr., men det vigtige nøgletal "combined ratio", der viser erstatninger og administrationsudgifter i procent af præmieindtægterne, faldt til 86,2 mod 88,3 i 2008. Til sammenligning havde Trygvesta i 2009 en combined ratio på 92,3 pct. mens Alm. Brands tal var på 98 pct.

"Vi har endnu engang præsteret et stærkt resultat på trods af et svært marked i 2009. Dette er meget positivt og viser styrken i vores forretning, nordiske strategi, og at de tgiltag, vi har igangsat i de seneste år, har været rigtige," siger adm. direktør Rickard Gustafson fra Codan i en kommentar.

Mindre godt gik det for RSA, der tidligere hed Royal & Sun-Alliance, og er Storbritanniens største skadeforsikringsselskab med 20 mio. kunder globalt. Selskabets bundlinje faldt i 2009 med 27 pct. til 418 mio. pund, eller  3,5 milliarder kr., på grund af lavere investeringsafkast og flere udgifter til erstatninger. Koncernens combined ratio endte på 94,6 pct.

Codan er blandt Danmarks største forsikringsselskaber, og er også solidt forankret i Sverige via Trygg-Hansa forsikring, samt i Norge og til dels i Finland.

På privatkundeområdet steg præmierne med 4 pct. til 7,9 milliarder kr., primært på grund af en positiv udvikling i Norge samt fremgang i salget af ulykkes- og indboforsikringer i Danmark, mens erhvervsmarkedet viste et fald til 6,1 milliarder kr. Codan oplyser ikke hvor stort faldet i erhvervspræmierne er, men ifølge Business.dks beregninger fik Codan erhvervspræmier på 7,5 milliarder kr. i 2008.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu