Den britiske forsikringskoncern RSA, der blandt andet ejer danske Codan, er ifølge avisen Sunday Telegraph i gang med at skaffe milliarder der skal bruges til opkøb, og selskabet ser angiveligt på forsikringsrester fra de kollapsede finanskoncerner AIG og Fortis.
7. september 2009, 09:41 – opdateret 19. maj 2012, 16:30
RSA, tidligere kendt som Royal & Sun Alliance, overtog i juli 2007 hele Codan Forsikring og afnoterede selskabet fra Københavns Fondsbørs.
Nu er RSA ifølge Sunday Telegraph i gang med at forberede en markant ekspansionsstrategi. I sidste uge fortalte Sunday Telegraph at RSA havde hyret investeringsbankerne JP Morgan og Merrill Lynch til at forberede et nysalg af aktier der skal indbringe 1 milliard dollar, eller 5,2 milliarder kr., hvilket dog ikke er blevet bekræftet af selskabet.
I går skrev Sunday Telegraph så, at RSA allerede har planer for, hvad nogle af de mange milliarder skal bruges til.
AIG og Fortis i forsikringskikkerten
RSA topchefen Andy Haste har sagt, at han er interesseret i at ekspandere uden for hjemmemarkedet, der i dag står for ca. 42 pct. af indtægterne, og at han særligt er interesseret i ekspansion i Kontinentaleuropa og Latinamerika.
Ifølge Sunday Telegraph er RSA begyndt at se nærmere på AIGs latinamerikanske forsikringsforretning. AIG var verdens største forsikringsselskab, indtil virksomheden under finanskrisen sidste år kollapsede, og måtte overtages af den amerikanske stat og centralbank. Derfor er det ingen hemmelighed, at det meste i AIG er til salg.
Ifølge Sunday Telegraph er RSA dog også interesseret i forskringsaktiviteterne fra Fortis, den belgisk-hollandske finanskæmpe som også kollapsede sidste år, og som har forsikringsaktiviteter i store dele af Europa og Asien. RSA er dog angiveligt ikke interesseret i Fortis-forsikringsaktiviteterne i Storbritannien.
Vil være global gigant
RSA har ikke lagt skjul på, at man satser hårdt på at være en global forsikringsgigant. Selskabet har allerede 20 millioner kunder, og har også ekspanderet kraftigt i Norden.
I midten af 2007 købte RSA hele Codan, som man i mange år havde været hovedaktionær i, og RSA har dermed en stærk position på det danske og svenske forsikringsmarked, fordi Codan i 1999 købte det store svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa fra storbanken SEB. Codan ejer også aktiviteter i Norge og i de baltiske lande.






























































