- Vi tilbyder ikke lån i øjeblikket på grund af den økonomiske situation. Sådan lyder beskeden, når man ringer for at få et af Citibank Danmarks hurtige og nemme lån.

Banken har simpelthen lukket for det, en bank ellers er bedst til: at låne penge ud. Og det er endnu uvist, hvornår Citibank vil begynde at låne penge ud igen, skriver Ekstra Bladets netsite, eb.dk.

Finn Østrup, som er professor på Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School, mener, at Citibank Danmarks amerikanske ejer, Citigroup, er ved at gå konkurs.

- Citigroup ville være gået konkurs i december, hvis ikke de havde fået hjælp af den amerikanske regering.

- De er stadig truet af konkurs, og jeg tror, det er derfor, de ikke låner penge ud mere, siger Finn Østrup til Ekstra Bladet.

For Citibanks danske kunder kan en konkurs blive et hårdt slag.

- Hvis Citibank opsiger lånene, skal de måske betales tilbage med det samme, fortæller Finn Østrup.

- Hvis det sker, må kunderne prøve at skaffe pengene andre steder. Men hvis Citibank ikke har mulighed for at opsige lånene, har kunderne ingen problemer, siger han.

Ekstra Bladet har hele dagen prøvet at få en kommentar fra de ansvarlige hos Citibank, men det er ikke lykkedes.