Christian Clausen spiller med bankmusklerne

Nordeas topchef, Christian Clausen, åbner i et interview op for en gigantfusion med svenske Swedbank, eller en anden storbank. Udmeldingen understreger en voldsom ændring for Nordea, der for et par år siden selv havde udsigt til at blive opslugt.

Da Christian Clausen i 2007 overraskende blev udpeget til topchef i Nordens største bank, Nordea, var forventningen, at opgaven grundlæggende bestod i at sælge banken bedst muligt til en europæisk storbank.

Sådan er det langtfra i dag. Nordea har indtil videre sammen med Handelsbanken klaret sig forbløffende smertefrit gennem finanskrisen, og Christian Clausen har nu ingen problemer med at understrege, at banken er parat til at vokse sig større.

Senest har Christian Clausen i weekenden i et interview med den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv endnu engang understreget, at han er parat til at vokse sig større. Og specifikt adspurgt nævner han Swedbank som en oplagt mulighed.

»Alle, som ser på vores regnskaber, kan se, at dette er et match,« siger Christian Clausen til Dagens Næringsliv.

Nordea er opstået ved et hav af fusioner, men stammer i sin nuværende form fra år 2000, hvor Unidanmark i marts fusionerede sig ind i Meritanordbanken, der tre år inden var gået sammen, og i oktober 2000 kom så norske Christiania Bank med i bunkebryllupet.

I år har Nordea overtaget filialer fra både Roskilde Bank og Fionia, og der er ifølge Christian Clausen appetit på mere.

»Vi er klar til at gøre det i andre lande også. Og gerne store opkøb,« siger Christian Clausen til Dagens Næringsliv.

Billig købsmulighed i Swedbank
Mens Nordea indtil nu har klaret sig forbløffende godt gennem finanskrisen er det gået lige omvendt for Swedbank, der i flere år havde satset aggressiv på vækst gennem udlån i de baltiske lande og Ukraine.

Det har siden sidste år givet massive tab. Alene i årets første ni måneder tabte banken 8,7 milliarder svenske kr. efter skat, og trods en kursstigning i år på 75 pct., så kan en krones egenkapital i Swedbank i øjeblikket købes for blot 46 øre.

Selv med en solid budpræmie vil Christian Clausen derfor kunne overtage Swedbank billigt. Fidusen ved at opkøbe Swedbank er blandt andet, at det vil kunne give massive omkostningsbesparelser, og at Nordea får en langt bedre dækning på det svenske marked, hvor banken faktisk ikke er specielt stærk, sammenlignet med konkurrenterne.

Et opkøb vil også gøre Nordea endnu større, og dermed blandt andet gøre det nemmere at skaffe likviditet. Omvendt, så skal Nordea også forholde sig til Swedbanks fortsat store eksponering i Baltikum og Ukraine, og et opkøb vil formentlig øge sandsynligheden for at kreditbureauerne vil nedsætte Nordeas kreditkarakter.

SEB også en mulighed
Ifølge Business.dks oplysninger var der allerede sidste sommer ret tætte forhandlinger mellem Nordea og Swedbank, som dog endte med at Swedbank gik fra forhandlingsbordet.

Det er dog ikke nødvendigvis kun Swedbank der vil være interessant for Nordea. Flere højtplacerede bankfolk vurderer, at svenske SEB egentligt vil være et bedre match for Nordea, fordi SEB har en større markedsandel blandt de mest lukrative bankkunder som store virksomheder og private velhavere. Også ved et opkøb af SEB vil Nordea kunne høste massive omkostningsbesparelser.

I øvrigt hører det med til historien, at SEB og Swedbank for godt fem år siden faktisk aftalte en fusion, der dog faldt fra hinanden inden den blev gennemført.

Ud over Swedbank og SEB er det dog svært umiddelbart at se store opkøbsmuligheder for Nordea. Handelsbanken vurderes af langt de fleste til at være helt uden for billedet, og norske DnB NOR er heller ikke en oplagt mulighed, vurderer flere, mens andre mener at det kan være en mulighed, hvis et opkøb af SEB eller Swedbank falder på gulvet.

 



Markedet lige nu