Carnegie udnævner Claus Gregersen til ny direktør

Investeringsbanken Carnegie har hentet den erfarne finansmand Claus Gregersen ind som ny adm. direktør, erfarer Business.dk. Claus Gregersen har senest gjort sig bemærket som bestyrelsesmedlem i Finansiel Stabilitet.

Den 48-årige Claus Gregersen har årtiers erfaring i den finansielle sektor. Han har blandt andet været direktør for investeringsbanken Alfred Berg i både Danmark og Storbritannien, og blev siden hentet til Alfred Bergs ejer, den hollandske storbank ABN Amro, som europæisk aktiechef.

I 2001 var han medgrundlægger af Danmarks første hedge-fond, Gregersen & Partners, og siden har han især arbejdet med investeringer via kapitalfonde, og er blandt andet bestyrelsesmedlem i Scandinavian Equity Partners. Claus Gregersen har også det officielle Danmarks blå stempel, som bestyrelsesmedlem i det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, hvor han blandt andet er blevet tildelt ansvaret for afviklingen af den tidligere Gudme Raaschou Bank.

Claus Gregersen ventes at tiltræde i sit nye job omkring 1. maj, og vil også blive en del af den nordiske ledelsesgruppe i Stockholm-baserede Carnegie.

Hidtil har direktørjobbet været varetaget af Carnegies aktiechef, Peter Hansen, der i perioden har fortsat som aktiechef, hvilket han fremover vil koncentrere sig om. Han blev i øvrigt konstitueret da den hidtidige direktør, Niels Olsen, sagde op. Niels Olsen er i dag underdirektør i Finansiel Stabilitet.
 

 



Markedet lige nu