Investeringsbanken Carnegie redder nu den kollapsede svenske velhaverbank HQ Bank, der sidste weekend mistede sin banklicens på grund af gigantiske skjulte tab på værdipapirer.
3. september 2010, 09:56
Carnegie betaler i alt ca. 1,1 milliarder svenske kr., eller 880 mio. danske kr., for HQ Bank og kapitalforvaltningsselskabet HQ Fonder, der begge hidtil har været kontrolleret af det børsnoterede investeringsselskab Öresund.
Sidste lørdag inddrog det svenske finanstilsyn med øjeblikkelig virkning alle HQ Banks banklicenser, fordi det var kommet frem at banken reelt havde været underkapitaliseret siden december 2008, og markant havde undervurderet risikoen, og overvurderet værdien, af en stor beholdning af værdipapirer.
Allerede sidste weekend var Carnegie på banen med et købstilbud, men det svenske finanstilsyn sagde da nej. Siden har HQ Bank været lukket, hvilket har skabt store problemer for de ca. 20.000 kunder.
Nu garanterer Carnegie imidlertid for såvel likviditet som forpligtigelser i HQ Bank, og banken kan dermed genåbne. Carnegie får samtidig en markant større private banking-afdeling. Carnegie har siden 1989 også været til stede i Danmark, men da HQ Bank kun var aktiv på det svenske marked, vurderes købet ikke umiddelbart at få direkte konsekvenser for Carnegie Bank i Danmark.
Købet er allerede godkendt af det svenske finanstilsyn, og alle ca. 300 ansatte i HQ Bank og HQ Fonder bliver nu medarbejdere i Carnegie, der dermed bliver den klart største investeringsbank i Norden.




























