Britiske banker og realkreditinstitutter advarer om, at der kan blive mangel på realkreditlån og at renterne kan stige, hvis den britiske regering kræver tilbagebetaling af den statsstøtte som sektoren modtog under finanskrisen. Ifølge brancheorganisationen har sektoren nemlig stadig store tømmermænd.
8. februar 2010, 18:17
I en analyse advarer det britiske realkreditråd, Council of Mortgage Lenders (CML) om, at medlemmerne kan blive nødt til at begrænse muligheden for at optage realkreditlån og at rentene kan stige, hvis den britiske regering kræver tilbagebetaling af næsten 300 milliarder pund, eller mere end 2500 milliarder kr., som sektoren har fået i statsstøtte siden 2008.
Det skriver erhvervsavisen Financial Times. Ifølge avisen er spørgsmålet om statsstøtte uhyre politisk følsomt, og indtil videre er planen, at statsstøtte skal tilbagebetales i 2012 og 2014.
CML understreger, at branchen er enige i, at realkreditudlånerne i længden ikke skal være på statsstøtte, men at støtten må fjernes på en måde, der ikke rammer udlånerne, som stadig har problemer med at der er et misforhold mellem deres udlån og indlån.
Patienten skal gøres ædru
"Vi foreslår ikke at regeringen hælder vodka i punchbowlen. Vi spørger hvordan regeringen kan gøre patienten ædru, uden for meget chokterapi," siger Bob Thomas fra CML til Financial Times.
I 2007 blev et af de første store ofre for finanskrisen den britiske realkreditbank Northern Rock, der havde lånt langt mere ud end banken havde i indlån, og derfor løb ind i en likviditetskrise, der endte med bankens kollaps og nationalisering i februar 2008.
I modsætning til Danmark, så minder britiske realkreditinstitutter mere om almindelige banker, og finansiere typisk en stor del af realkreditudlånet via indlån.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten