Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bernard Madoff: »Undskyld«

Finansmanden Bernard Madoff blev torsdag lagt i håndjern og fængslet. 11 gange erklærede han sig på et retsmøde skyldig i svindel for op til 65 mia. dollar, og han sagde undskyld til sine ofre og forklarede, hvordan han viklede sig ind i den største svindel

SANTA FE: Han vidste, at det øjeblik ville komme. Han vidste, at han en dag ville stå foran en dommer og blive ført væk i håndjern.

Og i går kom øjeblikket så.

Engang var han den store investeringskonge på Wall Street, han var formand for Nasdaq-børsen, og han var kendt for selv i magre år at sikre sine investorer mindst 11 pct. i rente, og investorerne var en blå bog af de kendte og rige, som kravlede gennem glasskår for at få lov til at investere hos ham.

Men Bernard Madoff var et stort bluff, en pyramidefond, og ved et retsmøde i går erkendte han sig skyldig.

11 gange sagde han, at han var skyldig i det samme antal sigtelser, som kan give op til 150 års fængsel, og han nikkede, da dommeren spurgte, om han havde yderligere at sige.

»Jeg er taknemmelig for anledningen til at tale offentligt om mine forbrydelser,« sagde den detroniserede investeringskonge. »Jeg er ked af, hvad jeg har gjort. Ked af det og beskæmmet.«

Men hvorfor gjorde han det så?

Det svarede Madoff også på i sin korte erklæring. Mens han stadig drev en lovlig investeringsfond, havde han lovet sine investorer en bestemt forrentning. Under recessionen i 1992 kunne han imidlertid ikke leve op til sit løfte, og han besluttede sig for at betale gamle investeringer ud med nye – »jeg etablerede en pyramidefond i investeringsdelen af min forretning ... Jeg troede, at det ville blive kortvarigt, og at jeg med tiden ville kunne vikle mig ud af problemet.«

400 mia. kroner
Men det kunne han ikke. Tværtimod viklede han sig mere og mere ind i problemet, og »efterhånden som årene gik, så jeg i øjnene, at denne dag uundgåeligt ville komme. Jeg kan ikke nok beklage mine forbrydelser,« sagde han.

Bernard Madoff svindlede for op til 65 mia. dollar eller små 400 mia. kroner. Det er den største svindel i Wall Streets historie, og bestyrerne af boet har kun til dato fundet værdier for én mia. dollar.

Omkring 100 af ofrene var mødt op i retslokalet, og dommeren gav dem også anledning til at tale, hvis de havde indvendinger imod, at retssagen mod Madoff kom til at køre som en tilståelsessag. Enkelte rejste sig og bad om at få en regulær nævningesag, hvor alt ville blive oprullet, og en enkelt henvendte sig direkte til Madoff.

»Jeg ved ikke, om du i dag har set på nogle af de mennesker, som du har snydt,« sagde han.

Slem tid i fængslet
Madoff sad blot med foldede hænder og stirrede ned i bordet, skriver Bloomberg.

Bagefter undrede et af ofrene sig i et åbent brev til Madoff over svindlerens skamløshed. »Var det virkelig det værd,« spurgte Robert Chew på Times hjemmeside. »Du vidste, at det ville ende en dag. Du vidste, at du borthandlede 40 gode år for 15 til 20 forfærdelige år i fængsel.«

Og forfærdelige år – det bliver det, siger flere fængselseksperter.

Siden afsløringen af Madoff i december har han fået lov til at være på fri fod mod kaution, men det sluttede i går. Dommeren sagde, at Madoff havde erkendt sig skyldig, og at han udgjorde en flugtrisiko og havde midlerne til at flygte – og derfor skulle han fængsles. Madoff blev lagt i håndjern og ført til Metropolitan Correctional Center, som er »et dystert« og »aldeles rædselsfuldt« sted, som en forsvarsadvokat sagde til webmagasinet Daily Beast i går.

Her vil han formentlig blive udsat for trusler og afpresning af de andre fanger; mange af dem vil på en eller anden måde være berørt af Madoff-sagen og vil komme efter ham, siger en fængselskonsulent til webmagasinet.

Men dermed er Madoff-affæren ikke slut.

I juni skal straffen udmåles, og selv om de færreste regner med, at han vil få de maksimale 150 år, så regner alle med, at den 70-årige finansmand vil få, hvad der de facto bliver en livstidsdom. Og derudover er der så retsopgøret med alle de andre. Muligvis med Madoffs familie, hans kone Ruth, som gennem årene var firmaets bogholder, og med Madoffs to sønner og hans bror og niece, som alle havde ledende stillinger i firmaet, og med nogle af de nøglemedarbejdere, som forfalskede de dokumenter, der blev sendt ud til kunderne. Dokumenterne skulle vise, at Madoff havde investeret i aktier, som havde givet en god gevinst, og at alt var vel.

»Men jeg købte aldrig aktierne. Det hele var snyd,« sagde Madoff i sin erklæring. »Undskyld.«

 




Markedet lige nu