Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

BankTrelleborgs ledelse kan stilles til ansvar

Groft ledelsesmæssigt sjusk i BankTrelleborgs sidste leveår kan medføre erstatningskrav mod direktion og bestyrelse, men sagen rejses kun, hvis mindretalsaktionærerne taber deres gruppesøgsmål.

De små aktionærer i BankTrelleborg kan stille ledelsen til ansvar for bankens undergang og tilmed få ret.

»Hvis man kan bevise, at den daværende ledelse har disponeret, så den har øget bankens økonomiske risiko, så er det også den, der står til ansvar. Det gælder både med hensyn til strafansvar og erstatningsansvar,« siger professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

Han tilføjer, at både direktion og bestyrelse kan stilles til ansvar, hvis medlemmerne blot har haft kendskab til de uretmæssige forhold.

Klarer måske frisag
Alligevel er det ikke sikkert, at BankTrelleborgs ledelse stævnes personligt. Mindretalsaktionærerne har foreløbig kun sagsøgt BankTrelleborg, Finanstilsynet, Fonden for BankTrelleborg og Sydbank i danmarkshistoriens første gruppesøgsmål, som kører fra midten af juni.

»Det allerbedste for os vil være at vinde gruppesøgsøgsmålet og få ret i, at tvangsindløsningen var ulovlig. Så får vi det, vi skal have, og der er ikke grund til at gå videre. Vinder vi ikke, har vi forberedt to-tre andre sager. En af dem er mod Carlo Chow (tidligere adm. direktør i BankTrelleborg, red.) og en anden mod den samlede bestyrelse,« siger Jan Marcher, der er talsmand for de 3.958 medlemmer af Foreningen af Minoritetsaktionærer i BankTrelleborg.

I går skrev Berlingske Business, at bankens ledelse i flere tilfælde har svigtet groft. Det førte til, at Sydbank overtog banken i januar ved at tvangsindløse de små aktionæres aktier. Ledelsen svigtede blandt andet, da den lod et pantsat milliardbeløb indgå i likviditetsopgørelsen. Siden kom det frem, at der også lå pantsatte beløb til sikkerhed for nogle udenlandske lån, og det gav banken dødsstødet.

Forsikret bestyrelse
Skulle det komme så vidt, at ledelsen i BankTrelleborg får et erstatningskrav, så er der faktisk noget at komme efter. BankTrelleborgs bestyrelse har nemlig haft en forsikring mod bestyrelsesansvar.

Uanset afgørelsen af gruppesøgsmålet, så kommer Sydbank, der har overtaget BankTrelleborg, ikke til at sagsøge den tidligere ledelse. Karen Frøsig, der er chefjurist og direktør i Sydbank, siger:

»Da vi sad en sen nattetime i januar og fik alt det her til at falde på plads, så vidste vi godt, hvad vi købte. Derfor har vi intet erstatningskrav mod den tidligere ledelse.«

I forbindelse med overtagelsen fik Sydbank også kontrollen med den tidligere hovedaktionær, Fonden for BankTrelleborg, da det er Sydbank, som frem over sammensætter fondens bestyrelse. Adspurgt, hvorvidt fonden kunne tænkes at rejse krav mod den tidligere ledelse, svarer Karen Frøsig:

»Det er ikke noget, vi har overvejet endnu, men ved lejlighed vil vi vende muligheden med fondsmyndighederne.«

Indtil august 2007 var Carlo Chow administrerende direktør i BankTrelleborg, og Tonny Rasmussen fungerede herefter som konstitueret direktør indtil Sydbanks overtagelse i januar 2008. Bestyrelsesformand var handelsskoledirektør Flemming Holm og næstformand gårdejer Jens Lundgård Nielsen. Bestyrelsen rejste i efteråret kritik af den tidligere direktør.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carlo Chow.

 




Markedet lige nu