Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

BankTrelleborg på kant med loven før kollaps

Bank Trelleborgs aggressive salg af egne aktier er på kant med reglerne, men det er ikke sikkert, at kunderne får noget ud af at klage.

Bank Trelleborgs særdeles aktive salg af egne aktier er sket på en måde, der kan være på kant med loven. Kunder i banken beretter om, hvor aktive bankens såkaldte rådgivere var i forbindelse med børsintroduktionen sidste sommer. Kunderne blev ringet op, og beskeden fra banksælgerne har været: »Kursen på Bank Trelleborgs aktier kan kun gå op.«
Men sådan gik det som bekendt ikke. Efter at være begyndt livet på Fondsbørsen som en raket i kurs 420 sidste sommer, er det gået ned ad bakke lige siden. Nu bliver aktierne tvangsindløst til 59,30 kr. pr. stk.
»Når man køber en aktie, løber man en risiko. Men der påhviler banken en rådgivningsforpligtelse i henhold til god skik-regler. Om de regler er overtrådt, kan jeg ikke sige. Men jeg synes det er groft, det der er sket, og reglerne kan være overtrådt,« siger økonom Carsten Holdum fra Forbrugerrådet.
Forbrugerrådet er blevet kimet ned af vrede og ulykkelige aktionærer, der har klaget deres nød, selv om Forbrugerrådet ikke normalt taler aktionærernes sag.
»De skærpende omstændigheder, man kan pege på, hvor banken måske ikke har overholdt rådgivningsforpligtelsen, er de tilfælde, hvor banken har været opsøgende og opfordret til at købe aktier,« siger Carsten Holdum.
Aktionærer blev overtalt
Flere småaktionærer har fortalt Berlingske Business, at de blev kontaktet telefonisk af sælgerne i Bank Trelleborg sidste sommer, hvor de blev overtalt til at købe aktier – eventuelt med midler fra børneopsparingskonti, pensionskonti eller lånte penge. Der er også tilfælde, hvor personer med en lille økonomi – for eksempel pensionister – er blevet opfordret til at købe aktier. Men det kan blive vanskeligt at bevise forløbet i dag. Carsten Holdum peger på Pengeinstitutankenævnet som klageinstans.
»Spørgsmålet er, hvornår der er foregået et salg, og er der i det hele taget foretaget rådgivning. Det kan man ikke rigtigt vurdere,« kontorchef siger Annette Bjåland fra Finanstilsynet.
Hun henviser til reglerne på området, hvor bankerne er forpligtet til at sikre sig, at kunderne forstår, hvad det er de køber i banken. Specielt når det drejer sig om almindelige privatkunder, der ikke nødvendigvis har de store forudsætninger for at forstå risikoen ved at sætte penge i aktier.
Berlingske Business ville gerne have spurgt tillidskvinde Gitte Demand om bankens praksis med rådgivning og salg af værdipapirer, men røret blev lagt på, da Business bad om en kommentar. Det lykkedes ikke at træffe den konstituerede direktør Tonny Rasmussen.

 




Markedet lige nu