Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankpakke II dækker Danske Banks kriseramte irske bank

Danske skatteyderpenge risikerer at ende i National Irish Bank, som er organiseret som en filial af Danske Bank. Banken kom ud af 2009 med et dundrende milliard-underskud

Den ene af de to irske banker, som Danske Bank overtog for nogle par år siden, er omfattet af statsmidlerne i Bankpakker 2. De danske redningspakker dækker nemlig også danske bankers udenlandske filialer, og den voldsomt kriseramte National Irish Bank i Irland er organiseret som en filial under Danske Bank.

National Irish Bank er altså trods det selvstændige navn i virkeligheden blot en del af Danske Banks udenlandske filialnet, og banken er således berettiget til de statslige midler, som det danske folketing har stillet til rådighed med Bankpakke II.

National Irish Bank har 58 filialer og beskæftiger 625 medarbejdere. Banken kom i 2009 ud med et dundrende underskud på 4,9 mia. kr. før skat, stærkt påvirket af nedskrivninger på udlån for i alt 5,2 mia. kr. Den irske bank har et udlånsoverskud på 45,8 mia. kr., og det samlede udlån er på 76,6 mia. kr.

Danske Banks anden irske akvisition, Northern Bank i Nordirland, som er en del af Storbritannien, er til gengæld ikke omfattet af de danske bankpakker. Den nordirske bank er i modsætning til National Irish Bank organiseret som et selvstændigt udenlandsk datterselskab med 83 filialer og 1.250 medarbejdere.

”Loven om Bankpakke II indebærer, at alle danske bankers filialer er omfattet af pakken, hvad enten de ligger i udlandet eller i Danmark. Bankfilialer med hjemsted i Danmark kan således få tilført statslige kapitaltilskud. Det skyldes, at en filial – uanset om den ligger i Danmark eller i udlandet - betragtes som en integreret del af banken i Danmark,” forklarer advokat Michael Camphausen fra Nordia Advokatfirma.

Til gengæld fremgår det af loven, at danske bankers datterselskaber i udlandet ikke er omfattet af ordningen,” siger han.

”En dansk banks datterselskab betragtes ikke som en integreret del af banken i Danmark. Datterselskabet er en selvstændig virksomhed og juridisk enhed med hjemsted i udlandet,” forklarer Michael Camphausen, som udover at være advokat har en Ph.d. i bankret.

Socialdemokratiets finansordfører, Michael Bødskov foreslår i dag i dagbladet Børsen, at Danske Bank opsplittes, så den danske stat ikke direkte støtter tabsgivende aktiviteter i udlandet gennem midlerne i Bankpakke II og på den måde fører midlerne direkte ud af landet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danske Bank til Morten Bødskovs forslag.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu