Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankdirektør gik tiggergang

Ledelsen i den kuldsejlede BankTrelleborg har i månedsvis været på desperat pengejagt for at kunne holde banken oven vande.

Det er tilsyneladende kommet bag på bankens ledelse, at hullet i bankens kasse har været så stort, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Ifølge bladets oplysninger måtte en ydmyg direktør for BankTrelleborg Tonny Rasmussen kort før jul i al hemmelighed gå tiggergang til konkurrenten Sparekassen Sjælland for at låne 150 mio. kr., så han kunne have til dagen og vejen julen over.

Julelånet, som offentligheden ikke blev informeret om, blev givet på betingelse af, at BankTrelleborg skulle betale det tilbage i begyndelsen af januar. Og det skete.
Men da havde det store beløb tjent sit primære formål, nemlig at pynte godt og grundigt på bankens årsregnskab.

Konkurrenten stillede efterfølgende som betingelse for yderligere lån til BankTrelleborg, at de to sjællandske pengeinstitutter skulle snakke om et fremtidigt samarbejde. Det blev afvist.

Men i stedet gik BankTrelleborg få dage senere til Sydbank med et tilbud, som Sydbank ikke kunne sige nej til.

Og det til trods for, at Sparekassen Sjælland angiveligt var parat til at give op til fire gange så meget for BankTrelleborg end Sydbank - op imod en mia. kr.
Adm. direktør i Sparekassen Sjælland Flemming Hansen vil ikke kommentere hændelsesforløbet. Indgåelsen af det store julelån afslører, at BankTrelleborg allerede sidst i 2007 var ude i langt større økonomiske vanskeligheder, end offentligheden - og ikke mindst aktionærerne - kendte til.

Ledelsens tiggergang til konkurrenten skete nemlig kun fire måneder efter, at banken havde været ude på det store pengemarked for at låne sammenlagt over 558 mio. kr. - 75 mio. euro.

De mange penge var ifølge bankens kvartalsregnskab offentliggjort den 26. oktober, »en styrkelse af bankens likviditetsberedskab over de næste 5 år.«
Men denne styrkelse slog tilsyneladende kun til i yderligere to måneder.
Bestyrelsesformanden for BankTrelleborg, Flemming Holm, siger, at han ikke kender til forløbet.

»Bestyrelsen forlanger jo ikke redegørelse for den likviditetsfremskaffelse, som foregår hver eneste dag. Dagligt bliver der jo tegnet og oprettet lines, som man kalder det, for flere hundrede mio. kr. Om der blandt dem også har været Sparekassen Sjælland, skal jeg ikke kunne udelukke. Det har jo stadig ikke noget med det her at gøre. Det er et led i den almindelige forretning,« siger Flemming Holm.

Heller ikke Sydbanks adm. direktør, Carsten Andersen, kender til forløbet til trods for, at Sydbank forud for overtagelsen af BankTrelleborg fik gennemført en grundig analyse, en såkaldt due dilligence, af BankTrelleborgs regnskaber.
»De lån kender jeg intet til. Derfor kan jeg ikke udtale mig om det,« siger Carsten Andersen.


 




Markedet lige nu