Bankansatte truer med strejke

Forhandlingerne om nye overenskomster for landets cirka 55.000 bankansatte er brudt sammen. Uenigheden handler om lønkroner, og Finansforbundet har nu afgivet første strejkevarsel.

En lammende strejke i landets banker, sparekasser og realkreditinstitutter er rykket et skridt nærmere. Forhandlingerne mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet er nemlig brudt sammen, og Finansforbundet har nu afleveret et strejkevarsel til arbejdsgiverne.

Natten til lørdag besluttede parterne at holde en tænkepause inden mandagens møde, men det bragte tilsyneladende ikke parterne nærmere hinanden. Næste skridt bliver formentlig en videreførelse af forhandlingerne i den såkaldte Forligsinstitution, der skal forsøge at bringe parterne sammen. Hvis det ikke lykkes, kan det i værste fald ende med en lammende bankstrejke, advarer Finansforbundets forhandlingsleder, næstformand Kent Petersen.

»Vi håber bestemt, at en strejke kan undgås. En strejke vil betyde, at alle pengestrømme i Danmark bliver lukket ned. Konsekvensen vil blandt andet være, at man ikke kan få penge fra pengeautomater, netbanker eller noget andet sted,« siger han.

Kent Petersen fremhæver, at vi aldrig har oplevet en lammende strejke i den danske finanssektor, men at »det er meget vanskeligt at se en løsning lige nu.«

Uenigheden handler om størrelsen af lønposen de næste par år, og ifølge Kent Petersen har arbejdsgiverne tilbudt en stigning i den samlede udgiftsramme på 8,8 procent over to år. Det er imidlertid en smule under resten af arbejdsmarkedet, påpeger forhandlingslederen.

»Resten af arbejdsmarkedet ligger på årlige stigninger på 4,5 til 5,5 procent. Vi er i en branche med fornuftige resultater, og derfor virker det uforståeligt, at vi skal have lavere lønstigninger,« siger Kent Petersen.

På den anden side af bordet hos Finanssektorens Arbejdsgiverforening ønsker direktør Steen A. Rasmussen ikke at diskutere de konkrete tal i pressen. Han understreger dog, at arbejdsgiverne »har givet et markant bedre tilbud end den gældende overenskomst.«

Steen A. Rasmussen er overbevist om, at parterne finder en løsning, før det kommer til en omfattende bankstrejke.

»Det er ikke først gang, at der er blevet afgivet et konfliktvarsel, hvor vi alligevel har fundet en løsning. Nu skal parterne sunde sig, og hvis vi ikke kan blive enige på egen hånd, løser vi forhåbentlig problemet ved hjælp af forligsinstitutionen,« siger Steen A. Rasmussen.

Han understreger, at arbejdsgiverne fortsat er indstillet på at fortsætte forhandlingerne, selv om der pt. ikke er aftalt nye møder mellem parterne.

I Finansforbundet kalder Kent Petersen det dog vanskeligt at fortsætte forhandlingerne så længe arbejdsgiverne ikke vil rokke sig. Han fremhæver, at forbundets udgangspunkt var årlige lønstigninger på fem procent. Nu er man villig til at rykke sig, så den samlede to-årige udgiftsramme, der bl.a. også indeholder forbedringer af barselsforhold, lander et sted mellem ni og ti procent. Umiddelbart ikke langt fra arbejdsgivernes tilbud på 8,8 procent, men alligevel nok til et strejkevarsel.

»Vi er ikke langt fra hinanden, og derfor er det helt uforståeligt, at de vælger den position, som de gør. Jeg håber virkelig, at arbejdsgiverne nu tænker sig om, så Danmark ikke lukker økonomisk ned,« siger Kent Petersen.

De nuværende overenskomster udløber 1. april, og det vil i givet fald være det tidligste tidspunkt for en strejke.

 



Markedet lige nu