Utilfredse aktionærer har pudset politiet og revisorer på Bank Trelleborg. Samtidig har Bendt Bendtsen bedt Finanstilsynet om at gå ind i sagen.
25. januar 2008, 19:49 – opdateret 13. maj 2012, 23:51
Utilfredse aktionærer, der føler sig snydt i forbindelse med Sydbanks overtagelse af den kriseramte Bank Trelleborg, pudser nu både politiet og to uafhængige revisorer på banken.
Aktionær Jens Delsin er forarget over, at banken i efteråret direkte opfodrede sine kunder til at købe aktier i banken, selvom banken allerede på det tidspunkt havde alvorlige økonomiske problemer. Derfor politianmelder han nu banken.
Samtidig er Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) blevet kontaktet af flere utilfredse aktionærer i Bank Trelleborg. Foreningen vil derfor bede to revisorer om at komme med en prisfastsættelse af aktierne. Når revisorerne er kommet med en afgørelse, kan aktionærerne efterfølgende vælge at slæbe banken i retten.
Sagen får nu også økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) på banen. Ministeren har i første omgang bedt Finanstilsynet om at tage kontakt til Finansrådet, Forbrugerrådet og Dansk Aktionærforening for at finde ud af, om aktionærerne har grund til at være utilfredse.
/ritzau/





























































