Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bank-direktør: Forsigtighed giver succes

Konservativ bankdrift er skyld i Svendborg Sparkasses succes, vurderer direktøren selv.

Det er gamle dyder for bankdrift som mådehold og forsigtighed, der er skyld i, at Svendborg Sparekasse kom ud af finansverdenens rædselsår 2008 med et pænt resultat. Det siger administrerende direktør Svend Erik Kracht.

"Det er udtryk for, at vi er lidt forsigtige. Vi har ikke været gearet så hårdt, og har hele tiden haft en pæn egenkapital. Man kan også se, at vores solvens er oppe over 20 pct.", siger Svend Erik Kracht til RB-Børsen.

Den sydfynske sparekasse realiserede et resultat før skat på 44,4 mio. kr., hvilket ganske vist var en del ringere end de 70,8 mio. kr., man præsterede i 2007, men stadig nok til, at direktøren er tilfreds.

En af de beslutninger, han især kan glæde sig over, er, at banken i slutningen af 2007 besluttede sig for at nedbringe sine aktieposter. Dermed slap den for de enorme kursfald i løbet af 2008, som har sendt mere eventyrlystne banker i knæ.

"Vi har et tab på kursreguleringer på 2,4 mio. kr., og det, synes jeg, er meget flot," siger Svend Erik Kracht.

Sparekassen måtte afskrive 35 mio. kr. på udlån i 2008, og det var især erhvervskunderne, der kostede, siger direktøren.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu