Australsk børsmægler, som Saxo Bank overvejede at købe, er kollapset, og godt 3.000 kunder har fået fastlåst deres konti. Kollapset blev muligvis udløst af Saxo Bank selv.
28. juni 2010, 05:00
Den australske børsmægler Sonray er kollapset, og dermed aner godt 3.000 kunder ikke, hvad der er sket med deres penge, lige som 70 medarbejdere har mistet deres job.
Sonray blev grundlagt i Melbourne i Australien i 2003 og specialiserede sig i bl.a. valutahandel og særlige finansielle instrumenter kendt som »Contracts for Difference« eller CFDer. Reelt var det dog ikke Sonray selv, der handlede, for selskabet var »white label«-partner med danske Saxo Bank og lagde derfor blot navn til Saxo-handelssystemet, som Sonrays kunder brugte.
Ifølge australske medier var Saxo Bank så sent som i sidste uge i gang med at undersøge Sonray nærmere med henblik på at købe børsmægleren. Men Saxos folk forsvandt uden forklaring, og ifølge flere medier skyldes det, at Saxo-folkene opdagede, at der slet ikke var nok kapital i Sonray. Flere medier antyder også, at det var Saxo Bank, der direkte var årsag til kollapset, fordi Saxo Bank angiveligt kontaktede det australske finanstilsyn.
»Ja, jeg kan bekræfte, at Sonray Capital Markets, der er en finansinstitution under det australske finanstilsyn, har været en white label-kunde, som har tilbudt vores handelsplatform til deres kunder, men derudover har jeg ingen kommentarer, da der er tale om et kundeforhold,« siger kommunikationschef Kasper Elbjørn fra Saxo Bank.
Kasper Elbjørn ønsker ikke at kommentere forlydenderne om, at det var Saxo Bank der anmeldte Sonray til det australske børstilsyn.
»Men generelt kan jeg sige, at vi selvfølgelig samarbejder med det australske finanstilsyn,« siger Kasper Elbjørn.
Ekspansion i Asien
Kasper Elbjørn ønsker heller ikke at oplyse, om Saxo Bank overhovedet har overvejet eller været i gang med at købe den nu kollapsede australske børsmægler.
»Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at vi på noget tidspunkt har været interesseret i Sonray, men som det tidligere har været fremme, har vi i lang tid ønsket at styrke vores tilstedeværelse i den asiatiske stillehavsregion, og det kan enten ske ved at åbne kontorer eller via opkøb, og når det sker, udsender vi en meddelelse om det,« siger Kasper Elbjørn.
Saxo Bank har gennem længere tid været meget omtalt i flere medier, hvor kunder og unavngivne tidligere medarbejdere har anklaget banken for en lang række uregelmæssigheder, der har ført til tab for kunderne.
Nye retningslinjer
Tilsyneladende er Sonrays kollaps dog ikke direkte relateret til Saxo Bank. Ifølge avisen Sydney Morning Herald kan der være tale om én handler, som havde fået massive tab på investeringer administreret af Sonray. Eller kollapset kan skyldes at Sonray ganske enkelt havde brugt alt for mange penge på at hyre medarbejdere, leje dyre kontorlokaler og udvikle komplicerede IT-systemer.
Sonrays kollaps kan dog stadig ramme Saxo Bank, for efter at Sonray tirsdag aften kollapsede, har formanden for det australske finanstilsyn, Tony D'Aloisio, fortalt australske politikere, at der vil blive indført nye retningslinjer for investorer, der sætter penge i risikable investeringer, herunder CFDere, som et et centralt produkt i Saxo Banks aktiehandelsplatform.
»Jeg tror, vi kan komme igennem med et enkelt budskab: Hvis du ikke forstår det, så lad være med at købe det. Og det er vigtigt, at du forstår, hvad du investerer i,« sagde Tony D'Aloisio ifølge flere australske medier.
I april fortalte finanstilsynsformanden politikerne, at han anså blandt andre Contracts for Difference for at være mere risikable end væddemål, og de er da også forbudte i flere lande.
CFDer blev blandt andet brugt i en sag om insiderhandel i Novo Nordisk, som for nylig resulterede i et års fængsel til en investorrelations medarbejder hos Novo Nordisk. Han havde via et udenlandsk datterselskab handlet Novo CFDere via Saxo Bank, men angiveligt var det også Saxo Bank, der opdagede, at der var lusk med handlerne, og meldte det til Finanstilsynet.
Det amerikanske IT-selskab NICE oplyser i øvrigt, at man har solgt et nyt IT-system til Saxo Bank, som kan overvåge mistænkelige handler, og som vil blive indført i Danmark inden for tre måneder, og siden også i Saxos udenlandske aktiviteter.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten