Kunder i Amagerbanken med økonomiske problemer. Listen er ikke komplet, men omfatter de kunder, der har bragt Amagerbanken i mediernes søgelys det seneste år.
7. september 2009, 06:30 – opdateret 19. maj 2012, 16:26
Sjælsø Gruppen: Det børsnoterede selskab, der udvikler ejendomsprojekter, er i så alvorlige likviditetsproblemer, at Amagerbanken sammen med bl.a. FIH Erhvervsbank har indvilget i at skyde ny kapital ind og garantere udstedelse af nye aktier.
Mols-Liniens fire investorer: Hans-Henrik Palm, Carsten Berger, Henrik Ørbækker og Olav Damkiær-Classen har alle haft aktier i Mols-Linien og store ejendomsprojekter. Amagerbanken har især tabt på deres ejendomsprojekter.
Steen Bryde: Ejendomsspekulanten, der gik konkurs i november, havde Amagerbanken som en vigtig bankforbindelse. Faldt blandt andet på et mislykket overtagelsesforsøg af rederiet Nordic Tankers.
Torben Andreasen: Pantebrevs- og ejendomsspekulant. Har et net af selskaber, hvor nogle er konkurs og andre har negativ egenkapital. Var bl.a. medinvestor, da Steen Bryde forsøgte at overtage Nordic Tankers.
Schaumann Properties: Jens Schaumanns børsnoterede ejendomsselskab har lidt store tab, men selskabet lever endnu.
Rene Müller: Kaldes »pantebrevskongen«, fordi han belånte pantebreve i en sådan grad, at de måtte finansieres i ti forskellige banker. Hans far Bent Müller var bestyrelsesmedlem i Amagerbanken, men måtte forlade posten, da historien om sønnen kom frem. Rene Müller gik konkurs og tog sin far med i faldet.
MG Gruppen: Projektudviklingsselskab fra Hillerød med Tonny Skarby som direktør og Christian Petri som bestyrelsesformand. Gik konkurs sidste efterår, Blandt projekterne var Gribskovbadet, et indkøbscenter i Helsinge og et nyt boligkvarter i Hundested. Selskabet var også medinvestor i Daells Varehus’ gamle bygning i Nørregade.
Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig: Amagerbanken har taget pant i ejendomsmæglerparrets private villa nord for København. Parret oplyser selv, at det ikke har økonomiske problemer.





























































