Det er i høj grad Amagerbankens egne kunder, der kaster bankens aktier fra sig. Det viser en gennemgang af aktiehandlerne foretaget af Business.dk.
15. september 2009, 09:40 – opdateret 15. september 2009, 09:57
Amagerbankens kursfald er historisk. Bankens værdi er næsten blevet halveret på blot syv børsdage.
En gennemgang af handlerne viser, at det ikke kun er kursfaldet der er massivt, men også omsætningen af aktier.
Tal fra Fondsbørsen viser, at der torsdag i sidste blev handlet godt 203.000 Amagerbank-aktier. Fredag blev der omsat knap 396.000 aktier, og mandag knap 169.000 aktier. Efter blot 45 minutters handel tirsdag er der foreløbigt omsat godt 94.000 aktier.
Det skal ses i forhold til en gennemsnitlig omsætning det sidste år på 42.229 aktier pr. børsdag.
Amagerbankens kunder sælger ud
Det er ikke muligt at se, hvem de sælgende aktionærer er. Men det er muligt at se, hvilke børsmæglere der handler aktierne.
Og den klart største sælger af Amagerbank-aktier er Amagerbanken selv, hvilket er en kraftig indikation på, at det er bankens egne kunder som sælger ud.
Børstallene viser også, at Amagerbankens egne kunder er de klart mest pessimistiske handlere af Amagerbank-aktier. Ved at trække købsordrer fra salgsordrer kan man se en børsmæglers nettopåvirkning af handlen, og den øvelse viser, at kunder hos investeringsbanken Carnegie er mest optimistiske, med et nettokøb på 155.000 aktier, fulgt af kunder hos online-mægleren E*trade, der har nettokøbt 17.000 aktier.
Omvendt har Amagerbanken nettosolgt næsten 65.000 aktier, og har dermed har bankens kunder været direkte med til at presse bankens egen aktiekurs. Næststørste nettosælger er Danske Bank, hvor kunderne har nettosolgt knap 54.000 Amagerbank-aktier.





























































