Kursen på Amagerbankens tegningsretter viser, at det kniber med at hente den livgivende kapital.
28. august 2010, 05:01
En tegningsret i Amagerbanken kunne i går erhverves for blot 28 øre. Det er et klart tegn på, at Amagerbankens redningsforsøg er i problemer, for egentlig burde en tegningsret koste lige knap to kr., eller forskellen på den nuværende aktiekurs på 4,98 kr. og favørkursen på de nye aktier, der er på tre kr.
Tegningsretterne har på intet tidspunkt været i nærheden af at handle til den kurs, som de principielt burde have, hvilket er et klart tegn på, at der er en del af de nuværende aktionærer, som sælger deres tegningsretter, men ikke ret mange investorer, som har lyst til at tegne nye aktier i Amagerbanken.
Læs også: Stor sandsynlighed for at Amagerbanken overlever
Banken forsøger at hente op til knap 900 mio. kr. i frisk kapital ved at sælge nye aktier til favørkurs. I den forbindelse har aktionærerne modtaget ni tegningsretter for hver eksisterende Amagerbank-aktie, de har ejet. Aktionærerne kan enten beholde tegningsretterne og tegne sig for at købe nye aktier, eller de kan vælge at sælge tegningsretterne.
Men helt usædvanligt har Amagerbankens bestyrelse ikke været i stand til at skaffe nogen former for garanti for aktietegningen.
Ingen garanti på plads
Normalt vil en bank eller en gruppe af investorer love at købe de aktier, andre ikke vil have, men Amagerbanken har ikke været i stand til at stable et garantikonsortium på benene.
Ikke engang bankens egen bestyrelse har garanteret, at de vil tegne nye aktier, selv om de har fortalt, at de forventer at tegne i forhold til deres nuværende aktiebesiddelser.
Læs også: Ugens finte: Sælg aktier i Amagerbanken
Selv om Amagerbankens børsprospekt nu har været offentliggjort i mere end en uge, er det kun Nykredit, der offentligt har tilkendegivet, at man er parat til at tegne ca. fem pct. af de nye aktier, svarende til op til ca. 45 mio. kr. Dermed er bankens situation fortsat uafklaret.
Bankens absolut største aktionær, rigmanden Karsten Ree, der ejer lige under en tredjedel af banken, har tidligere meldt ud, at han først vil tage endeligt stilling til, om han vil købe nye aktier, umiddelbart før tegningsperioden udløber 7. september.
567 mio. kr. påkrævet
Kravet til banken er, at kapitalen bliver styrket med mindst 750 mio. kr. for, at Finansiel Stabilitet vil udløse en individuel statsgaranti for en række obligationslån for i alt 13,5 milliarder kr.
Af tekniske grunde skal der sælges aktier for mindst 567 mio. kr., mens resten af pengene enten kan komme fra aktiesalg eller fra et salg af risikovillige ansvarlige lån. Banken har dog intet fortalt om planerne for at sælge ansvarlige lån.
Det vil i sig selv næppe være en meget nemmere opgave end at sælge nye aktier. For i december sidste år solgte Amagerbanken også et ansvarligt lån i forbindelse med en livgivende kapitalforhøjelse, og skønt lånet udløber senest i 2015 og giver en årlig kuponrente på 10,5 pct., er den seneste kurs på lånet blot 51,20 kr. - eller lige knap en halvering i forhold til udbudskursen.
Læs også: Karsten Ree vil af med adm. direktør
På trods af, at der ikke har været nyheder fra Amagerbanken, siden prospektet blev offentliggjort i sidste uge, er kursen faldet konstant siden i tirsdags. '
I går faldt den yderligere med seks pct. til 4,98 kr. Justeret for aktieudbuddet og tegningsretter er aktiekursen dog fortsat højere, end før aktietegningen gik i gang.





























































