Amagerbanken er noget ufrivilligt blevet ejer af lige knap 10 pct. af ejendomsselskabet Sjælsø Gruppen, fordi banken blev nødt til at købe nye aktier, som andre investorer ikke ville have.
9. december 2009, 11:40
Amagerbanken oplyser, at banken nu er blevet ejer af 9,97 pct. af ejendomsselskabet Sjælsø Gruppen, som repræsenterer en værdi på ca. 77 mio. kr.
Der er tale om nye aktier, som Amagerbanken blev nødt til at købe, fordi banken sammen med FIH Erhvervsbank og en tysk investeringsbank stillede med en garanti for at købe aktier i Sjælsøs kapitaludvidelse, hvis de nye aktier ikke kunne sælges til de eksisterende aktionærer og andre investorer.
Det lykkedes kun for det stærkt gældsplagede Sjælsø at sælge 43 pct. af de ca. 50 mio. nye aktier, og heraf blev hovedparten solgt til en af de eksisterende storaktionærer.
Derfor måtte de tre garantibanker, der alle har penge i klemme i Sjælsø, selv tegne næsten 29 mio. nye aktier. Aktietegningen gav i alt Sjælsø Gruppen 505 mio. kr. i frisk kapital før omkostninger.





























































