Forsikrings- og bankkoncernen Alm. Brand fastholder de markant reducerede forventninger til årsresultatet. Tredje kvartal gav et minus på 32 millioner kr. mod et plus på 195 millioner kr. i tredje kvartal sidste år.
19. november 2008, 12:48 – opdateret 17. maj 2012, 01:14
Alm. Brand fastholder, at finanskoncernen i år vil tjene blot 50 millioner kr., på grund af dårligere resultater i skadeforsikringen, store tab på værdippairbeholdningen og specielt på grund af et markant underskud på bankaktiviteterne. 22. oktober nedjusterede koncernen forventningerne fra en tidligere udmelding om et plus på 400 millioner kr.
I årets første ni måneder havde Alm. Brand samlede indtægter på knap 6,1 milliarder kr., mod 5,6 milliarder kr. i samme periode sidste år, men en forværring i resultatet af bankdriften på 318 millioner kr. og mere end en halvering af resultatet i skadeforsikringen betyder, at nettoresultatet blot blev på 80 millioner kr., mod et plus på 518 millioner kr. i de første ni måneder af 2007.
Underskud i tredje kvartal
Hvis man alene ser på tredje kvartal, så endte Alm. Brand med et underskud på 32 millioner kr., mod et plus på 195 millioner kr. i tredje kvartal sidste år. Det skyldes primært, at resultatet for skadeforsikringet styrtdykkede fra 118 millioner kr. sidste år til 26 millioner kr., mens bankdriften gav et minus på 42 millioner kr. mod et plus på 68 millioner kr. i tredje kvartal 2007.





























































