Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Advarsel: Nu kommer kreditkortkrisen

Efter kreditkrisen med store tab for realkredit og banker følger afskrivninger på dårlige betalere med kreditkort, forudser kreditvurderingsinstitut. Det kan dreje sig om op til 1.000 milliarder dollar.

Det er ratingbureauet Fitch, der offentliggør en advarsel om, at man forudser stigende tab for kreditkortselskaberne.

Den øgede arbejdsløshed i USA og faldende priser på et slumrende boligmarked gør, at flere og flere amerikanere vil få svært ved at betale enhver sit, og det kommer i næste omgang til at gå ud over de selskaber, der finansierer forbrugerlån på kreditkort.

Fitch forudser, at kreditselskaberne må afskrive omkring syv procent af deres lån i år, hvor niveauet i fjor var cirka fem procent. For bilkreditselskaberne ser det endnu værre ud i gruppen af knap så kreditværdige lånere – her forudser Fitch tab på hvert tiende lån. Blandt folk med meget høj kreditværdig ventes tabene at ramme cirka to procent. Det vil i givet fald være en stigning på 50 procent.

Når det er interessant for den brede offentlighed, er det, fordi mange af lånene bliver videresolgt i pakker til store investorer, og derfor kan afskrivninger og tab brede sig til andre grene af den finansielle sektor – på samme måde som de mindre kreditværdige ”subprime”-låneres tab har bredt sig som ringe i vandet og afstedkommet den nuværende kreditkrise.

Det amerikanske magasin Forbes har tidligere anslået, at kreditkortlån for op imod 1.000 milliarder dollar kan komme i farezonen. Hidtil har de amerikanske kreditkortselskaber dog ikke meldt om store tab.

 




Markedet lige nu