Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

2000 Fionia-kunder strandet efter køb

Selv om der har været flere bejlere til fynske Fionia Bank, så har ingen ville røre over halvdelen af bankens betændte udlån. 2000 kunder er nu blevet placeret i en afviklingsbank, og går en usikker fremtid i møde.

Selv om tre banker var interesseret i at overtage den kollapsede Fionia Bank, så har ingen været interesserede i at overtage hovedparten af bankens udlån, der er blevet vurderet til at være så betændt, at det ikke var risikoen værd at overtage.

Dermed står 2000 Fionia-kunder nu i samme situation som dem, der stadig er kunder i Roskilde Bank. De har fået stemplet som dårlige kunder, og vil få mere end almindeligt svært ved at skifte bank i fremtiden.

Til sammenligning var der knap 17.000 kunder tilbage i Roskilde Bank, efter Nordea, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank returnerede tusinder af kunder, som de alligevel ikke ønskede at overtage, da de fik Roskilde Banks filialnet.

Hovedparten af udlånet betændt
Ved udgangen af juni havde Fionia Bank et samlet udlån på 17 milliarder kr. og knap 600 medarbejdere. Men Nordea, der blev den eneste køber af den fynske bank, ønskede kun at overtage udlån for 6,5 milliarder kr. og knap 400 medarbejdere.

Samlet set får Nordea nu 75.000 nye privatkunder og 9500 erhvervskunder. I første omgang fortsætter Fionia som en selvstændig bank, men selv om Nordea ikke ønsker at komme med kommentarer før et pressemøde i eftermiddag i Odense, er der næppe tvivl om at Fionia-navnet vil blive taget ned af facaderne, og banken vil blive fuldt integreret i Nordea Bank Danmark, så hurtigt som det er praktisk muligt.

Tusinder af kunder i dødsdømt bank
Ejeren af Fionia Bank siden kollapset i foråret, Finansiel Stabilitet, lægger ikke skjul på, at formålet med den resterende del af banken er afvikling.

"De aktiver, der ikke er omfattet af salget i Fionia Bank A/S, vil blive overdraget til en nystiftet datterbank til Finansiel Stabilitet. Disse aktiver består af særligt risikobehæftede erhvervsengagementer. Den nystiftede banks hovedopgave vil være at sikre, at flest mulige kundeforhold over tid kan overføres til andre pengeinstitutter eller afvikles med mindst mulige tab," skriver Fionia i sit halvårsregnskab.

"Medarbejderne, der ikke overtages af Nordea, vil indtil videre fortsætte i den nystiftede datterbank," fortsætter Fionia, der altså ikke giver ret store jobgarantier til de ca. 150 ansatte, som ikke følger med over i Nordea.

Ikke kun ejendomsspekulanter
Fionia og Nordea ønsker ikke at oplyse, hvilke kunder som bliver tilbage i afviklingsbanken. Men et blik på fordelingen af bankens gigantiske nedskrivninger på 1,9 milliarder kr. alene i første halvår af 2009 viser, at der formentlig ikke kun er tale om de ejendoms- og pantebrevsspekulanter, der blandt andet var med til at køre Roskilde Bank og EBH Bank i sænk.

Ud over de ejendomsrelaterede tab har Fionia foretaget betydelige nedskrivninger på udlån til blandt andet landbrug og industrivirksomheder, og en del af dem er formentlig blevet en del af den betændte afviklingsbank.

Fionia oplyser også, at de 20 største kunder, som sandsynligvis bliver liggende i afviklingsbanken, samlet står for et udlån på 4 milliarder kr. De resterende kunder i banken har altså tilsammen et betydeligt lån på godt 6 milliarder kr.

 




Markedet lige nu