Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Smykkestrid for Højsteret

Pandora har vundet første slag i striden med smykkedesigneren Lise Aagaard. ”Jeg troede en aftale var en aftale,” siger Lise Aagard, der nu har anket sagen til Højesteret.

En strid om glasperler skal nu afgøres på højeste sted. Sø- og Handelsretten gav torsdag i sidste uge smykkevirksomheden Pandora medhold i en strid om royalties mellem virksomheden og smykkedesigneren Lise Aagaard.

Sidstnævnte har dog anket sagen til Højesteret.

”Jeg er overrasket over, at en så simpel aftale kan gøres så juridisk kompliceret, som tilfældet er med dommen fra Sø- og Handelsretten. Jeg troede, en aftale var en aftale,” siger Lise Aagaard til Børsen.

I strid med konkurrencelovgivningen

Sagen drejer sig om hvorvidt smykkevirksomheden Pandora skal betale royalties for glasperler, der ikke er designet af Aagaard, men som ligner.

Pandora underskrev i 2005 en aftale med Aagard om, at man skulle betale royalties for designerens såkaldte Troldekugler, ”uanset om de er designet af Aagaard eller andre,” lød det i aftalen.

Men Sø- og Handelsretten mener, at aftalen er i strid med konkurrencelovgivningen.

Lise Aagaards firma er nemlig en af Pandoras største konkurrenter, og derfor har firmaet ikke lov til at begrænse konkurrentens handlefrihed i så høj grad som aftalen gør, skriver Børsen.

Pandora: Vil producere perler i Thailand

Og hos Pandora er man ikke overraskende tilfredse med rettens afgørelse.

”Det vi har hæftet os ved, er at vi fremover kan producere perler ud fra tredjemandsdesign på vores fabrikker i Thailand uden at skulle betale royalties til Lise Aagaard. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med,” siger kommunikationschef i Pandora, Kasper Riis, til Børsen.

Han vil dog ikke kommentere på at sagen nu er anket til højeste instans.

Aagard mistænkt for ulovlig prisfastsættelse

For Lise Agaard er afgørelsen ikke forårets eneste dårlige nyhed. Smykkedronningen er nemlig under tiltale fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), der mistænker Aagaard for at have overtrådt konkurrenceloven.

Nærmeste bestemt er smykkedesigneren tiltalt for at have indgået ulovlige aftaler med tre af sine forhandlere om at fastsætte bestemte priser ved videresalg af troldekuglerne – de såkaldt bindende videresalgspriser.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu