Finn Poulsen, som er direktør og medejer af det største af Bestseller-koncernens detail-selskaber, Bestseller Retail Europe, fik også i det seneste regnskabsår røde tal på bundlinjen i sit personlige selskab,
26. marts 2010, 07:10
Selskabet hedder F. P. Ejendomme A/S - tidligere Finn Poulsen Holding A/S, skriver dagbladet Børsen.
Efter skat var minuset på godt 82 mio. kr. Den bogførte egenkapital beløb sig ved udgangen af regnskabsåret 30. september til lige i underkanten af 80 mio. kr. mod 162 mio. kr. et år tidligere og mere end 350 mio. kr. i september 2007.
Finn Poulsens selskab blev hårdt ramt af finanskrisen og især EBH Banks nedtur, hvorefter han solgte en del af sin andel af Bestseller Retail Europe til Bestseller-koncernen, der ejes af Anders Holch Povlsen, samtidig med, at han begyndte at sælge ud af aktiverne for at betale gæld. Mens det tidligere var ventet, at afviklingen af koncernens aktiviteter ville tage to år, så hedder det nu, at det »påregnes, at afviklingsperioden vil strække sig over yderligere to-tre år.«
Det vil sige til udgangen af 2012/13. Men selskabet understreger, at der er indgået aftaler med de primære pengeinsitutter, så der er arbejdsro til afviklingen.
»Vi er kommet langt, kan nu overskue tingene og har et godt samarbejde med vores banker. Vi har i løbet af det seneste halve år fået gode tilbud på dele af vores ejendomsportefølje, hvilket gør os fortrøstningsfulde. Det er klart, at vi kunne afvikle hurtigere, men til andre priser. Nu tror vi, at vi kan styre gennem på en sådan måde, at vi på et tidspunkt vil have indestående og ikke gæld i bankerne,« siger Finn Poulsen.































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten