Der bliver sparet på både champagnen og modellerne, når den københavnske modeuge fra onsdag går sin gang.

Færre udstillere og deltagere i den københavnske modeuge, skriver Avisen.dk

Det bekræfter en række kilder i den danske modebranche, der også melder om et fald i både antallet af indkøbere og udstillere. Det skriver Avisen.dk.

"Under modeugen i august faldt antallet af internationale besøgende med 25 procent. Stemningen var, at der manglede nogen, og det var ikke bare assistenterne til indkøberne," siger direktør for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, som organiserer Copenhagen Fashion Week, til Avisen.dk.

Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) i Bella Center, der er modeugens største messe, havde i februar sidste år 2164 tøjmærker udstillet.

I denne uge kommer der til at være markant mere plads mellem udstillerne. Når CIFF åbner dørene på onsdag, er det med 22 procent færre tøjmærker. Der kommer 1677 denne gang.

"Omsætningen er generelt vigende i detailhandlen. Forbrugerne er mere påpasselige med, hvordan de bruger deres penge, og det går ud over tøjbranchen," siger manager for CIFF, Peter Sabroe.

I Forum i København er flere end 200 skandinaviske tøjmærker i fuld gang med at indrette sig til modeugen. Her kan Christian Gregersen, der er direktør for messen Gallery, melde om en mindre fremgang i antallet af udstillere.

"Vi mærker også krisen i branchen, men på Gallery forventer vi en svag stigning i besøgende. Men det er ikke noget markant. Modeugen får samlet set nok en lille nedgang i forhold til sidste år," siger han.