Luksusbranchen ligger underdrejet. 2009 blev et katastrofalt år for dyre forbrugsvarer, og mens branchen forsøger at vriste sig ud af nedturens kløer, har et nyt problem meldt sig på de bonede gulve: der bliver længere og længere mellem dem, der kan fremstille lækkerierne.
11. april 2010, 06:00
En kvinde træder ind i en Hermés-butik. Udstyret med en bugnende pengepung køber hun en af modehusets ypperste designklassikere; en Birkin-bag, som er udstyret med det diskrete lille kendetegn, der tilkendegiver, at her er tale om klassisk håndværk – et lille skilt med teksten »Hermes Paris, made in France«.
Ovenstående scenarium står formentlig højt på ønskelisten hos det franske modehus og lignende luksusproducenter – men det kan meget vel være fortid.
Luksusbranchen er i knæ, tvunget ned af forbrugere, der frygter fremtiden og går i en stor bue uden om de dyre luksusvarer. Samtidig har branchen fået et andet problem på halsen, der kan vise sig at udgøre en lige så alvorlig og muligvis mere langsigtet trussel. Antallet af producenter, der mestrer luksushåndværket, hvad end det så er pelsproduktion, haute couture-skrædderi eller urmagere, er på kraftig tilbagegang. Og forbrugerne vil ikke umiddelbart godkende alternativet: At luksustasken er syet i Fjernøsten og ikke hos en fransk skrædder.
Man kan roligt benytte ordet nedtur om luksusbranchens seneste par år. Efter i en årrække at kunne fremvise stabile vækstrater – fra 2000 til 2007 lå samlede globale årlige vækstrate (CAGR) for den internationale luksusbranche på otte procent ifølge analysehuset Bain & Co. – begyndte det så småt at se sort ud for luksusproducenterne ved udgangen af 2008. Væksten stagnerede, og sidste år ramte nedturen så for alvor. I stedet for vækst måtte branchen vinke farvel til otte procent af salget, og omsætningen, der i 2007 lød på svimlende 170 milliarder euro, landede på 153 milliarder euro.
Danske klenodier voldsomt ramt
Herhjemme blev 2009 også et år, som luksusproducenterne formentlig helst vil arkivere i glemmebogen.
Designklenodierne George Jensen og Royal Copenhagen ventes at fremvise et 2009-regnskab, der kan skrive sig ind i koncernens historie som et af de allerværste med et tab på op imod 200 millioner kroner. Danmarks største producent og eksportør af designmøbler, Fritz Hansen, kom ud af det forgange år med et omsætningsfald på 20 procent, og audio- og visuelkoncernen Bang & Olufsen måtte for nylig opgive målet om et nulresultat for året.
»De store producenter i Danmark er i høj grad også internationale. En stor del af deres omsætning kommer fra eksporten, og derfor er de også blevet så omfattende ramt,« lyder forklaringen fra Michael Skou, konsulent i Retail Institute Scandinavia på, hvorfor også dansk luksus lider.
I 2010 kommer programmet for mange af luksusproducenterne derfor til at stå på omkostningsreducering, optimering og fokusering af de luksuriøse brands, så de loyale og fortsat købedygtige forbrugere atter kan blive lokket til at tage de dyre varer ned af hylderne og pengene op af lommen. Men som om det i sig selv ikke var en stor nok opgave, venter endnu en hurdle forude.
Der bliver nemlig længere og længere mellem dem, der kan producere lækkerierne. Urmagere, modister, bundtmagere, haute couture-skræddere og parfumefabrikanter er efterhånden et sjældent syn.
Uddannelserne er dalet i popularitet, og samtidig har luksushusenes øgede fokus på omkostninger gjort livet surt for luksushåndværkerne, der er blevet erstattet af billigere systuer og produktionshaller i udlandet, gerne i Østen. Men udviklingen kan vise sig at være begyndelsen på en ond cirkel, der i sidste ende udgør en grundlæggende trussel for luksusbranchen.
LÆS HELE ARTIKLEN I BUSINESS SØNDAG
