Et ikon i dansk design hænger på giner i Højesteret i de kommende dage. Højesteret skal afgøre, om designeren Jørgen Nørgaards ophavsret er blevet krænket.
25. september 2011, 14:57 – opdateret 25. september 2011, 15:11
Et fornemt retslokale i Højesteret vil mandag og tirsdag ikke ligne sig selv. Otte giner står parat, når dommerne skal sammenligne t-shirts. Det er Jørgen Nørgaards berømte "no. 101", som er retssagens omdrejningspunkt.
Spørgsmålet er, om den klassiske og prisbelønnede t-shirt er blevet kopieret af firmaet Rebecca Mode, som sendte en lignende t-shirt "Heart Beat" på markedet.
Kopisager om tøj og sko dukker med jævne mellemrum op i retssystemet. Firmaer kræver erstatning, fordi en konkurrent angiveligt har snyltet på et originalt produkt.
Det ekstraordinære i Højesteret handler om, hvorvidt Nørgaards t-shirt er så enestående, at den er beskyttet af ophavsretsloven. Hvis dommerne nikker ja til påstanden, vil det være første gang, at et stykke tøj opnår denne status.
En lektor fra Københavns Universitet har sammenlignet trøjen med Stelton-kanden, Margrethe-skålen og Wegner-stolen. Andre har talt om et "ikon i dansk modehistorie."
De flotte ord er tidligere under opgøret blevet fejet til side af Rebecca Modes advokat.
"No. 101" er slet ikke et komplekst produkt, men tværtimod ganske enkel. Hvis Nørgaard får ret, vil det betyde en urimelig fastlåsning af modeområdet, hvor det er helt almindeligt, at man inspireres af hinanden, har firmaet sagt.
Da sagen blev behandlet i Sø- og Handelsretten, var der catwalk på programmet. To tvillinger promenerede foran dommerne iført t-shirts. En lignende opvisning bliver der dog ikke noget af i Højesteret.
Kun en enkelt af de tre dommere i Sø- og Handelsretten ville skrive under på, at Jørgen Nørgaards ophavsret var krænket. Til gengæld konkluderede retten, at Rebecca Mode var gået for tæt på og dømte firmaet til at betale en erstatning på 100.000 kroner. Til gengæld skulle Nørgaard betale 40.000 kroner, fordi et fogedforbud var nedlagt med urette.
Nørgaards trøje har et harmonisk, feminint design, som på en "sensuel måde fremhæver de kvindelige kropsformer," noterede Sø- og Handelsretten.
Den blev et oprørssymbol i 70'erne - og er i øvrigt blevet solgt i mere end to millioner eksemplarer. Det er Rebecca Mode, der har anket til Højesteret.
Firmaet vil fremlægge godt 60 trøjer og dermed demonstrere, at en række andre producenter har solgt lignende enkle t-shirts uden at blive retsforfulgt. Domsforhandlingen vil stå på i to dage.
/ritzau/
INFOshop: Her de bedste og de værste advokater






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten