29. maj 2007, 09:54 – opdateret 29. maj 2007, 09:57

CSC er i en slem kattepine. På den ene side har man et succesfuldt sponsorat, der har hevet den ellers ret så kedsommelige virksomhed frem i rampelyset. På den anden side er sponsoratet nu omgivet af så meget løgn og bedrag, at det nærmer sig smertegrænsen.

Prøv selv at læse nedenstående erklæring, som er det eneste vi endnu har hørt fra CSC siden det patetiske pressemøde, hvor Bjarne Riis helt uden anger tog de beskidte ord i sin mund. Jeg har taget doping - jeg har brugt EPO:

CSC remains steadfast in its opposition to doping in sport. This is why we have been, and continue to be, very much in support of the comprehensive and independent anti-doping program implemented by Team CSC at the beginning of this season. While we are deeply concerned by the revelations from today’s Team CSC press conference, we will have no further public comment until we have fully assessed this information and further discuss the matter with Team CSC.

Det der står både på og mellem linierne er, at CSC vejrer stemningen, og hvis den ikke falder ud til Bjarne Riis fordel, vil CSC trække sig ud af cykelsport eller sørge for at finde en afløser for Bjarne Riis. For ingen kan jo være i tvivl om fakta. Bjarne Riis har gjort noget, som man ikke må.

CSC må længe vidst, at denne dag kunne komme. For hvem tror på, at Bjarne Riis ikke skulle have inddraget sin største sponsor i, at han selv har brugt doping for at nå sine resultater, allerede inden sponsoratet blev underskrevet? Parterne må have talt disse ting grundigt igennem, for det ville være ansvarspådragende for Bjarne Riis at trække en virksomhed, der ligger nummer 147 på listen over verdens største virksomheder gennem et mediemæssigt søle af disse dimensioner uden, at de var orienteret på forhånd. Heller ikke CSC overlader noget til tilfældighederne for alle, inklusiv CSC, må have vidst, at Bjarne Riis var dopet. Hvis CSC virkelig skulle have undladt at gå Bjarne Riis på klingen om dette afgørende spørgsmål, ville de næppe være blandt verdens største virksomheder. Så ville de være naive ud over det almindelige.

Så hvad UCI, WADA og Tour de France societet nu siger til Bjarne Riis, vil næppe betyde det store for CSC. Disse organisationers reaktion er forventelig, for de deltager bare i det almindelige hykleri, om at doping er forkastelig, selv om der næppe er en eneste cykelrytter de sidste 40 år, der har vundet et betydende cykelløb uden at være dopet.

CSC's problem er af en helt anden karakter. For tænk nu hvis CSC mister omdømme og dermed kunder på at være cykelsponsor. Det må for alt i verden ikke ske.

Og her er det et noget blandet billede, der tegner sig. I Californien hvor CSC har hovedsæde, har der været historier om Bjarne Riis' tyndbenede anger i LA Times, og i New York Times var historien på forsiden. Det er dog for intet at regne mod danske og tyske medier, som har været fyldt til bristepunktet - og fortsat er det. Men meningerne er delte, for alle ved, at dopingmisbruget kulminerede i 90'erne, og at Bjarne Riis derfor har kæmpet på lige fod med de andre dopingmisbrugere.

CSC vægter nu plusser og minusser ved sponsoratet. Hvor står CSC på de markeder, hvor doping ikke accepteres, og hvor betyder det mindre? Og hvor hurtigt lægger hysteriet sig? Det er en ren forretningsmæssig overvejelse.

CSCs holdning til doping ligger ikke under for noget moralkodeks. For hidtil har CSC uden at blinke accepteret, at Tyler Hamilton og Ivan Basso har kørt for holdet, mens de bevisligt var dopet. Så længe Bjarne Riis blot sørgede for at fyre de formastelige, så snart offentligheden også vidste besked, var alt i sin skønneste orden. CSC vil naturligvis gerne have omverdenen til at tro på, at Bjarne Riis ikke har vidst, at hans ryttere var dopet, selv om han selv både er dopingmisbruger og notorisk løgner. Men det ved vi nu er hykleri, så nu venter vi blot på at CSC får gjort regnestykket op. Er Bjarne Riis købt eller solgt?