Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Enorm interesse for boligpriser

Interessen for at tjekke historiske handelspriser på boliger på nettet er enorm. Faktisk så stor, at Boligsiden.dk og Boliga.dk begge har været ude af drift i dag.

Danskerne er vilde med at tjekke priser på boliger.

De har i hvert fald i meget stort omfang besøgt hjemmesiderne Boliga.dk, Boligsiden.dk eller Home.dk, hvor det fra og med i dag er muligt at tjekke historiske handelspriser på boliger over hele landet tilbage til 1992 – ganske gratis.

Direktør Ricco Zuschlag fra Boliga.dk siger, at interessen er ”helt enorm.”

”Ved ti-tiden i dag havde vi allerede haft over 20.000 besøgende. På en normal dag har vi kun omkring 5.000 på en hel dag. Interessen har været så stor, at vi på et tidspunkt blev lagt ned og var ude af drift,” siger Ricco Zuschlag.

Direktør for Boligsiden, Søren Lægaard, kommer med en tilsvarende melding.

”Interessen er enorm. Vi kan næsten ikke følge med efterspørgslen. Vi har også været ramt af problemer i løbet af formiddagen,” siger han.

Hvor mange der har været forbi Boligsiden.dk ind til videre i dag, ved han ikke. Men det kan oplyses senere på dagen.

Det er alle handelspriser på huse, lejligheder, fritidsboliger med videre, der kan tjekkes på enkel vis. Man klikker bare på et postnummer, eksempelvis på Boliga.dk. Derefter på et vejnavn, og så får man automatisk en liste over alle handler tilbage til 1992 på denne udvalgte vej.

Strandvejen og Kalvebod Brygge skulle være nogle af de steder, hvor flest har klikket til morgen, men mange har sikkert også lige for sjov skyld lige været fordi den vej eller gade, hvor de selv bor.
 

 




Markedet lige nu