
Republikken Grækenland (græsk: Ελληνική Δημοκρατία, engelsk (i officiel sammenhæng): Hellenic Republic) er et land i den sydøstlige del af Europa på den sydlige spids af Balkanhalvøen. Mod nord er der grænser til Bulgarien, den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Albanien, mod øst til Tyrkiet. Mod øst ligger det Ægæiske Hav, mod vest det Ioniske Hav og mod syd det Libyske Hav, alle dele af Middelhavet. Hovedstaden er Athen. Grækenland betragtes af mange som den vestlige civilisations vugge og har en lang og omfattende historie, hvorunder dets indflydelse spredte sig over tre kontinenter. Grækenlands militærdiktatur ophævede på ulovlig vis demokratiet og monarkiet i 1973, efter at Kong Konstantin 2., der indledningsvis støttede militærdiktaturet, forsøgte et modkup. Ved en lovlig folkeafstemning og forfatningsændring efter diktaturets fald blev monarkiet officielt afskaffet i 1974. Herefter har Grækenland været et demokrati efter moderne vestlige standarder, og landet blev medlem af EU i 1981.