Wikipedia om Aarhus
Aarhus er én af Danmarks ældste byer. Den fik købstadsrettigheder 2. juli 1441, men kan formentlig spores tilbage til midten af 700-tallet. Dens navn kommer af det olddanske Ārōs "Åens Munding". Aarhus centrum befinder sig i en ådal ved Aarhus Å med adskillige bydele placeret på bakker omkring ådalen. Byens mange forstæder befinder sig både i højt- og lavtliggende terræn. Ikke langt fra bymidten findes Riis Skov og Marselisborg Skov i et bakket terræn, og de anvendes traditionelt til rekreative formål. Mod vest i ådalen ligger Brabrand Sø og Årslev Engsø og mod nord Mollerup Skov og Egå Engsø, der ligeledes er populære udflugtsmål.