Vinduesfabrik øger staben med 140 procent

Også her måtte man fyre folk, men siden nytår er alle vendt tilbage og endnu flere er ansat.

Ifølge vestjyske  Kastrup A/S, er der så småt ved at være gang i renoveringerne i de danske hjem. Meldingen fra vinduesfabrikanten er, at det går strygende, og det sætter helt konkrete præg i produktionen. 

- Når jeg går rundt ude i produktionen, hilser jeg på folk, jeg ikke kender, lyder det fra direktør Lasse Kastrup. Siden nytår har han øget beskæftigelsen på fabrikken for fra 25 til 60 medarbejdere.

Tælles  funktionærerne med, er medarbejderstaben øget fra 40 til 75.

- Tallet skal ses på baggrund af, at vi sidste efterår var nødt til at sige farvel til en snes mand som følge af ordrenedgang. Men de har altså kunnet vende tilbage samtidig med, at vi har ansat endnu flere folk, siger Lasse Kastrup.

Holdt produktionen i gang

Ifølge ham skyldes den nuværende succes, at virksomheden valgte at holde sin produktion og sit salgsapparat i gang gennem hele sommerperioden.

- I forhold til de foregående somre har vi i år mærket betydeligt mindre sæsonudsving. Mange af vore kunder har også holdt forretningen kørende i ferien. Det har givet mange ordrer fra tømmerhandlere og til projektmarkedet, ikke mindst boligforeninger, fortæller Lasse Kastrup.

Foruden træ/alu vinduerne, der produceres på fabrikken i Lyby nord for Skive, fremstiller Kastrup plastvinduer i Holstebro og trævinduer i Vildbjerg. Beskæftigelsen på de to sidstnævnte fabrikker ligger stabilt på 20 mand hvert sted.

 



Markedet lige nu