Byggebranchen og eksperter ruster sig til større efterspørgsel på byggeri af klimavenlige boliger i Danmark. Regeringen og Folketinget er under pres fra byggebranchen for at udarbejde et nyt bygningsreglement og indføre statslige økonomiske støtteordninger til klima- og miljøvenligt byggeri.
5. marts 2009, 09:07
Mens finans- og byggekrisen kradser, ruster arkitekter, rådgivende ingeniører, typehusfirmaer og byggematerialeproducenter sig til et boom i byggeriet af klimavenlige boliger. De ved godt, at det globale klima sveder.
For byggerier af traditionelle boliger, hvor varmen fosser ud gennem væggene og vinduerne – og en grim røg med CO2 ryger op af skorstenen – er yt, mener klimaprofeterne. Dertil kommer, at stadig flere danske kommuner har tabt tålmodigheden med landspolitikerne i Folketinget og går enegang for at få mere klimavenligt byggeri. Disse kommuner med Egedal Kommune i Nordsjælland som en af pionererne lægger pres på både byggebranchen og lovgiverne på Christiansborg, dvs. regeringen og Folketinget, for at tænke nyt og klimavenligt og stramme reglerne i bygningsreglementet.
Lavenergi er fremtiden
»Der er ingen tvivl om, at lavenergihuse er fremtiden. Uanset om vi har krise eller ej i Danmark, er der udsigt til, at oliepriserne og de grønne afgifter bare vil stige og stige i fremtiden. Folk har stigende fokus på, at husene bliver billige at bo i, så de har råd til at bruge pengene på at afdrage renter og lån. Der er ingen grund til, at regeringen udsætter pinen med mere diskussion om stramning af bygningsreglementet. Alle nye huse, der opføres i Danmark efter 1. januar 2010, bør opfylde rammerne for lavenergiklasse 1,« siger salgschef Morten Bertelsen fra Lind & Risør i Taastrup.
En række aktører i den kriseramte byggebranche har teknikken klar til at bygge miljøvenlige huse, der kan klare sig helt eller næsten uden brug af olie eller gas til opvarmning.
»Over en bred kam kommer typehusfirmaerne først med de rigtige og fornuftige standardløsninger på klimavenlige boliger, herunder lavenergiklasse 1, når det bliver indført som et krav på landsplan. Det vil kræve en stramning af bygningsreglementet med virkning fra 2010,« mener professor Svend Svendsen fra DTU Byg på Danmarks Tekniske Universitet.
Kommuner utålmodige
Rundt om i Danmark skyder en ny type grønne boliger op. De er klimavenlige og bruger markant mindre energi. Med fremsynede aktører i byggebranchen og foreløbig fem kommuner er der i det små sat skub i udvikling af byggeriet af lavenergihuse. Kommunerne gider ikke længere vente på, at regeringen tager beslutning om at stramme bygningsreglementet og fremrykker kravene til lavenergiklasse 1, dvs. med fem år fra 2015 til 2020. Det vil halvere energiforbruget til opvarmning, varmt vand, ventilation og tekniske anlæg i nybyggede boliger. Foreløbig er der bygget skønsmæssigt under 500 lavenergiboliger i Danmark.
»Om fire til fem år tror jeg, at langt det meste af firmaets nybyggerier vil være lavenergihuse,« siger salgschef Morten Bertelsen fra Lind & Risør.
Udlandet i front
I flere lande i Europa, bl.a. Tyskland, Østrig, Schweiz, Storbritannien og Sverige, er der allerede bygget en halv snes tusinde lavenergihuse eller passivhuse, der reducerer energiforbruget drastisk i forhold til et traditionelt hus. Lige nu har danske typehusfirmaer og håndværksfirmaer næsten ingen efterspørgsel på arkitekttegnede lavenergiparcelhuse, der typisk koster fem til ti procent mere at bygge end et traditionelt hus. Årsagen er, at potentielle købere af lavenergihuse på grund af finanskrisen tænker kortsigtet og på at få mindst mulig netto- og bruttoudgift på at sidde i en ny bolig. Alligevel ser danske byggefirmaer, producenter af isolering og byggematerialer og rådgivere i de kommende år en unik mulighed for at vokse på at levere energirigtige løsninger på huse såvel i Danmark som i resten af Europa.
»Danske virksomheder, der som de første er gået ind i det, har store muligheder. Der er et kæmpestort potentiale,« vurderer arkitekt Ove Mørck fra arkitektfirmaet Cenergia i Herlev.
Vinduesgiganten Velux, der har solgt vinduer til lavenergihuse specielt til det tyske marked i seks år, er enig.
»Man kan anvende ovenlysvinduer til at udnytte passiv solvarme til opvarmning om vinteren, skabe naturlig ventilation og udnytte dagslyset, så der spares energi til ventilation og belysning. Man kan desuden anvende solfangere til opvarmning af varmt vand. Fremtidens nybyggerier bliver lavenergi. Hos Velux venter vi et boom i lavenergihuse og går selv foran ved at bygge demonstrationsbyggerier i fem europæiske lande,« siger afdelingschef Kurt Emil Eriksen fra Velux.
Behov for vækstpakke
I takt med, at det danske bygningsreglement formentlig bliver strammet, og der bliver indført krav om lavenergi i alt nybyggeri, og i lyset af klimadebatten kan der komme endnu mere fokus på lavenergihuse. Men for at få sat rigtig skub i klimabyggeriet er der behov for en vækstpakke fra regeringen. Det er nødvendigt med nye finansieringsmodeller, der gør det lettere for folk at investere deres penge i bæredygtige, energi- og klimavenlige byggerier, mener det rådgivende ingeniørfirma Cowi.
»En bølge af byggeri af lavenergiboliger kommer først rigtigt i gang herhjemme, den dag danske politikere beslutter at indføre statslige støtteordninger – dvs. giver tilskud, favorable lån og skattepræmier til folk, der vælger klimarigtige boliger. Får folk en gulerod, kommer der rigtig gang i byggeri af klimavenlige boliger i Danmark som vi har set i Tyskland, Østrig og Schweiz. Den danske byggebranche er allerede fuldt gearet til at sætte gang i et eksplosivt byggeboom med energi- og miljørigtige boliger,« siger udviklingschef Michael Nielsen fra Cowi.





























































