Østeuropæiske arbejdssjak er blevet langt større og systematiseret. Skat slår alarm.
19. juli 2010, 09:39 – opdateret 19. juli 2010, 09:43
De østeuropæiske arbejdssjak, der tilbyder husejere for eksempel at få lagt en ny indkørsel, er ikke længere enkeltstående småsjak, men sat i system og voksende.
Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
Hos 3F Aalborg, hvor man har fået adskillige henvendelser om firmaet MG Belægning, der trods det danskklingende navn ikke findes i danske registre og tilsyneladende er engelsk.
Faglig sekretær i 3F Aalborg Torben Jensen vurderer, at der totalt er 60-70 mand, som arbejder i sjak på seks, otte, ti personer. Arbejdsfolkene kommer fra Polen og Rumænien og er ofte uden egentligt arbejdstøj. Formændene er englændere eller irere og kontakter husejerne gennem en lille folder med fire mobilnumre. Arbejdet er ofte af tvivlsom kvalitet.
3F Aalborg har anmeldt de udenlandske sjak til både politi og Skat.
I Skat kender man til det voksende problem med udenlandske arbejdssjak og har valgt at gå aggressivt til værks overfor dem. Således vil man snarest muligt afprøve mulighederne i den ny lovgivning om RUT - registret over udstationerende virksomheder.
- Vi mener, at et firma som leverer den slags tjenesteydelser skal være registreret i RUT. Er det ikke det, får det en bøde på 10.000 kroner, og i gentagelsestilfælde vokser bødeniveauet, siger specialkonsulent Allan Kok, der er koordinator for Skats Fair Play-aktioner på Midt- og Sydsjælland, til Nyhedsbrevet 3F.
Ifølge Skat er de turnerende udenlandske firmaer momspligtige fra første dag, mens de først er skattepligtige efter et halvt års virke i Danmark









































